2018 kampår for velfærd

Fælles kamp med de offentligt ansatte arbejdsbetingelser

Endnu en borgerlig liberalistisk finanslov har set dagens skarpe lys. Pressen går meget op i, at en beskeden stigning i de offentlige udgifter er et brud på valgtruslerne (for nogle løfter) før sidste valg, og dele af regeringen er utilfredse.

Imidlertid er de økonomiske fakta, at stigningen ikke dækker de udgifter, der skulle sikre, at det bare blev status quo. Det bliver ikke mindre problematisk ved, at forligspartnerne slynger om sig med store tal, som om det var uventede ekstragaver til velfærden.

Ansatte har advaret

De bedste vogtere over kvaliteten af de offentlige opgaver og sociale rettigheder, som befolkningen betaler over skatten, er de offentligt ansatte. De ved, hvor skoen trykker, og de har længe forsøgt at råbe befolkningen og politikerne op med advarsler.

Opråbet er blevet hørt af befolkningen og har givet sig udslag i demonstrationer, bevægelser og sidst, men ikke mindst, ved det nyligt afholdte kommune- og regionsvalg. Det gælder ikke mindst de sociale områder som omsorg for børn, unge og ældre, syge, nedslidte, folkeskolen og de videregående ungdomsuddannelser.

Indbyrdes solidaritet

Overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansattes områder er nu gået i gang og skal være klar til 1. april. Men beskidte tricks, som f.eks. underhåndsaftalen mellem den tidligere social-demokratisk ledede regering og Kommunernes Landsforening om lærernes arbejdstid og den problematiske skolereform, har lært fagorganisationerne noget: Der er indgået en ”musketér-ed”, der sikrer sammenhold og værner mod arbejdsgivernes ”del-og-hersk” strategi.

Fællesskabet mellem de 51 forhandlende fagforbund dækker solidaritet med lærernes krav om at kunne forhandle deres arbejdstid igen. Men det gælder også krav om at afsætte en pulje til forbedring af lønnen for især de kvindedominerede og andre lavt-lønnede fag.

DA nervøse

Det har fået Dansk Arbejdsgiverforening til helt utidigt at blande sig i de offentliges overenskomstforhandlinger.

Lavestlønnede offentligt ansatte får ikke for lidt i løn – snarere for meget, mener de private arbejdsgivere, og de ansatte på gulvet i kommuner, regioner og staten skal bestemt ikke have et særligt lønløft, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Det er naturligvis den lave mindsteløn i den private sektor, de klamrer sig til. Men der er den forskel på det private og det offentlige arbejdsmarked, at der er meget store forskelle i lønningerne på det private, mens de offentliges lønninger er mere solidarisk fordelt – bortset fra toppen, der er lige så egoistisk som toppen indenfor det private.

Se min lønseddel

Arbejdsgiverforeningens indblanding og påstand om høje mindstelønninger har fået ansatte indenfor ansvarsfulde offentlige områder til at offentliggøre deres lønsedler på de sociale medier.

Det drejer sig blandt andet om sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedspersonale og fængselsbetjente. Det har skabt en del røre og er blevet et varmt samtaleemne, at lønningerne er så lave, som tilfældet er. Det gælder ikke mindst efter afsløringerne af topchefernes vanvittige lønninger, dobbeltlønninger og lukrative ordninger. Da de fleste almindelige mennesker er i berøring med den offentlige sektor på den ene eller anden måde, ved alle, hvilke urimelige arbejdsvilkår de bydes efter regeringers mange ”moderniseringer” og ”effektiviseringer”.

De offentligt ansatte arbejdere fortjener vor fulde opbakning i de kommende forhandlinger.

-bfc