Busserne forsvinder på landet

Der er blevet langt mellem busserne på landet. Efter kun en halv snes år med regionale trafikselskaber er både de regionale og de lokale ruter udenfor hovedstaden skåret med henholdsvis 15 pct. og 17 pct. i snit. Det svarer til hver syvende bus, skriver avisen Kommunen.

I opgørelsen er der taget højde for, at der isoleret set også er sket flere forbedringer af busdriften i og mellem de større byer, så der er tale om et fald i den samlede busdrift efter trafikselskabernes overtagelse af driften.

Ifølge formanden for KL’s teknik- og miljøudvalg, Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V) vil det være uretfærdigt at give trafikselskaberne skylden:

– Det er nok ikke helt ukendt, at man i nogle kommuner har givet trafikselskaberne skylden for nogle upopulære beslutninger, men trafikselskaberne nedlægger ikke busruter i et område uden byrådets accept, siger han til avisen.

Og det kan han delvis have ret i, da det er byrådene der godkender de almindelige ruter gennem deres respektive kommuner. Et af problemerne er imidlertid, at mange ruter er skruet sådan sammen, at fordelingen af udgiften mellem de enkelte kommuner ikke altid svarer til den enkelte kommunes prioritering af en bestemt rute. Det giver andre kommuner mulighed for at spare penge ved at blokere for en nabo-kommunes ønsker og prioriteringer.

Ringere og dyrere service

På den anden side har trafikselskaberne og brugen af private entreprenører medført, at fokus er flyttet fra borgerservice til rentabilitet og kundejagt. Det medfører uvægerligt, at lokalpolitikerne skærer hvor der er flest penge at hente – og det er de ruter, der er tyndt besat og dyrest i udbud. Herefter er det meget enkelt at ”tørre” nedlæggelsen af en rute af på trafikselskaberne.

Det kan samtidig kon­kluderes, at privatiseringen af den offentlige bustrafik måske nok har medført ­konkurrenceudsættelse, men den har samtidig samlet set givet en ringere borgerservice, der oven i købet er blevet dyrere.

Udfordringen er, at der burde lægges en fælles po­litisk ramme for, hvilken ­minimums-betjening borgerne har krav på både i by og på land. En sådan politik kunne bygge både på afstand mellem stoppesteder, tidsintervaller og befolkningstæthed, hvilket samtidig ville kunne begrænse flugten fra land til by.

-alni