Økonomi
Af Bo Møller
Atypiske ansættelser og jobs
Det er ikke nogen særlig præcis beskrivelse, men der findes vist ikke bedre. Ind i mellem hører man også betegnelserne ’prekære’ eller ’usikre’ ansættelser. I denne artikel dækker begrebet over jobs, som ikke er besat på normal vis. Det kan fx være vikarjobs, projektansættelser, freelancejobs, honorarlønnede eller de såkaldte ’arme- og benfirmaer’.
Ikke så mange ’atypiske’ i Danmark
Disse former for ansættelse er – heldigvis – ikke så udbredte her i landet i forhold til mange andre steder. I Danmark er ’kun’ 8,5 pct. i midlertidig beskæftigelse, mens det i EU som helhed er 14 pct. og i Sverige hele 17 pct. Midlertidig beskæftigelse findes især blandt de yngre – fx de 15-24-årige med 23 pct. og de 25-34-årige med 13 pct. Midlertidig ansættelse er mere hyppig blandt kvinder end blandt mænd. Andelen af de atypiske ansættelser har de seneste år været nogenlunde konstant, men set over en længere periode har antallet været stigende. Som atypisk beskæftigede medregnes her ikke de specielle beskæftigelsesformer: ressourcejob, nyttejob, fleksjob og løntilskudsjob.
Hvori består det atypiske?
Desværre er data om de atypiske ansættelser meget mangelfulde, men nogle tal kan man dog finde. Bemærk, at den samme person kan være talt med i flere af undergrupperne, så man kan ikke bare lægge tallene sammen:
• 291.000 – især kvinder – arbejder på deltid under 15 timer om ugen. Her er der ofte klart tale om atypiske ansættelser, der ikke er frivilligt valgt. Specielt er der nok en del af dem, der kun arbejder meget få timer i det ene job, der er nødt til at supplere med et job nummer 2, for at få økonomien til at hænge sammen. Der vil dog også indgå et antal studerende med studiejob under 15 timer om ugen. Deres ansættelse er nok atypisk, men hænger sammen med, at de pågældende samtidig skal passe deres studium. Såvel blandt deltids- som heltidsansatte er der 132.000 – igen især kvinder – der gerne ville arbejde flere timer, end de gør nu, hvis de kunne.
• Ca. 30.000 får arbejde via et vikarbureau, dvs. at de ikke bliver ansat af den virksomhed, som de faktisk arbejder i, men af vikarbureauet, der naturligvis tager sig betalt for at formidle arbejdet.
• Omkring 46.000 akademikere har en tidsbegrænset ansættelse. Det svarer til 15 pct. I 2001 var det kun 22.000. Hertil kommer, at mange akademikere slet ikke er ansat som lønmodtagere, men tager projektjobs, arbejder freelance mv.
• 123.000 er selvstændige uden ansatte. En del af dem arbejder som såkaldte ’arme og ben-firmaer’, dvs. at de sælger sig selv billigt til et andet firma i stedet for at blive ansat som lønmodtagere. Hermed er de med til at presse løn- og arbejdsforhold for de fagligt organiserede på virksomheden.
• Et ukendt antal kører pirat-taxakørsel via Uber. For den organiserede del af taxabranchen er der tale om undergravning af overenskomsterne.
Hvad er problemet?
Først skal vi slå fast, at det langt fra altid er den pågældendes frie valg, at de er havnet i et atypisk job. Det kan have været den eneste mulighed for overhovedet at få et job fx at sælge sin arbejdskraft til et vikarbureau. Men hvad gør det egentlig, at der er så mange atypiske ansættelser? Det underminerer de resultater, fagbevægelsen har tilkæmpet sig! De atypisk ansatte har i langt mindre grad end normalt overenskomster, pensionsordninger, feriefridage, barns første sygedag, efteruddannelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsløshedsforsikring. For nogle typer arbejde vil det være stort set umuligt at fjerne de atypiske jobs. Det gælder fx for skuespillere og musikere, hvor arbejdsmængden kan svinge meget i løbet af året. Men for øvrige områder må fagbevægelsens mål være, at atypisk beskæftigelse erstattes af almindelige overenskomstdækkede jobs.