Tålmodigheden vil slippe op

Igennem længere tid har vi set at private daginstitutioner enten går konkurs eller nægter at skrive overenskomst. FOA forventer at se flere faglige konflikter mod både private børnehaver og ældreplejefirmaer. En stor del af landets lokale pædagogiske fagforeninger oplever stigende problemer med private daginstitutioner, hvor pædagoger og pædagogmedhjælpere arbejder uden overenskomst. Det sker selvom institutionerne modtager kommunal støtte.

18 ud af 41 uden overenskomst

”Konfliktvarsler er noget, vi kommer til at se mere af på alle de områder, hvor private aktører udfører velfærdsopgaver med offentlig støtte uden at tegne overenskomst. Det gælder både på ældreområdet og børneområdet. Mange af de private firmaer spekulerer i at trække forhandlingerne om overenskomster i langdrag, og på et eller andet tidspunkt slipper tålmodigheden op,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

18 ud af 41 lokalafdelinger i FOA og BUPL oplever et stigende antal private børneinstitutioner uden overenskomst. Kun fire af lokalafdelingerne oplever et faldende antal.

Elisa Bergmann, BUPL, forventer også flere kon­flikter på daginstitutions­området. ”Vi prøver selvfølgelig med dialogvejen først, ved at kontakte institutionerne og forklare dem om fordelene ved overenskomstsystemet.

Tager andre midler i brug

Hvis det ikke virker, er vi nødt til at tage andre midler i brug,” siger hun.

I København slog en juridisk undersøgelse sidste måned fast, at kommunen godt må stille krav om overenskomster på private daginstitutioner med arbejdsklausuler. Flere kommuner anvender allerede disse forholdsregler over for underleverandører, der byder ind på store bygge- og anlægsprojekter.

De private institutioner bruger ringere løn og arbejdsvilkår til at forbedre deres økonomiske situation. Det er grotesk at offentlige skattekroner er med til at legitimere en undergravning af den danske model. Det er social dumping indefra.

mj