Skip to content

4. maj fakkeltog gennem Istedgade med start fra Halmtorvet kl. 19.30

Krig og oprustning

Krigene i Mellemøsten og -Afghanistan vil ingen ende tage. Byer i Syrien er lagt i ruiner, hundredetusinder af mennesker er dræbt, og millioner er drevet på flugt. Europa har lukket sine grænser og har købt Tyrkiet til at løse Europas og USA’s selvskabte problemer. Humanismen har trange kår i disse år.

I vores del af verden har vi skabt politisk-militære alliancer og økonomisk integration, som NATO og EU. Sådanne alliancer er redskab til gennemførelse af politiske og økonomiske interesser. De respekterer ikke ligestilling stater imellem, og de er villige til at bruge det yderste magtmiddel – krigen – når de tror, det fremmer deres formål bedst. Det gælder, hvad enten det foregår i Afghanistan, Ukraine eller Mellemøsten.

Disse alliancers stræben efter magt er menneskenes største trussel. De påtvinger befolkningerne ekstra udgifter til militær oprustning, hvor umådelige værdier ødes bort. De skaber sult og menneskelig armod og store flygtningestrømme, som man ikke vil tage ansvar for.

Våben i stedet for velfærd

Den danske befolkning er dygtig og arbejdsom. Vi kan fremstille flere, bedre og billigere varer, boliger og tjenesteydelser, så tryghed i tilværelsen og menneskelig udfoldelse kan sikres for alle. Men verdens rigdomme og produktive muligheder ejes af et fåtal.

Uligheden øges, hvilket betyder, at pengeinteresser går forud for menneskeligt hensyn. Vi ser øgede militærudgifter, lavere beskatning for de velhavende, men en udsultning af budgetterne til dagpengesystemet, de sociale – sundhedsmæssige – og kulturelle områder. Følgerne er, at utryghed og frygt for fremtiden breder sig.

Nationalisme og racisme

Vi ser nu, at EU forhandler store traktater, der markedsføres, som frihandelsaftaler – men i virkeligheden giver de direkte adgang for pengemagten til vores lovgivning udenom folketinget.

Hvis løsningen på fremtidens problemer følger pengeinteresserne, vil vi opleve en øget polarisering af samfundet med deraf følgende skærpede modsætninger. Det indebærer, at store dele af befolkningen vender sig mod pengemagten, men ser løsningen i overdreven nationalisme, som historisk har vist sig at være altødelæggende.

4. Maj-Initiativet, Vesterbro tager dyb afstand fra, at våben erstatter velfærd; at krig erstatter humanisme; at nationalisme og racisme erstatter solidaritet og ligeværd

Vesterbro er kendt for sin modstand mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.

Vesterbro er kendt for sin mangfoldighed, rummelighed og solidaritet.

Det skal vi holde fast i!

Nej til oprustning, krig og racisme.

Vi vil have et samfund, som bygger på velfærd, lighed og ligeværd

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk