Skip to content

50 års besættelse og sultestrejke

Af Elin Søborg

Den 5. juni er det 50 år siden Israel besatte Vestbredden og Gaza, og den 15. maj mindedes man for 69. gang ”Al Nakba” (katastrofen), hvor over 700.000 palæstinensere blev drevet på flugt af israelsk militær og paramilitære terrorgrupper.

Mens disse årsdage mindes af palæstinensiske flygtninge over hele verden og i høj grad forties og ignoreres af de vestlige medier og regeringer, kører den største sultestrejke blandt de palæstinensiske fanger i de israelske fængsler i mange år videre på sin anden måned og med stor fare for de 1600 strejkendes liv og helbred.

I alvorlig livsfare

Fra Ramallah, Komiteen for Fanger og Ex-fanger og Palæstinensiske Fangers Forening forlyder det, at mange af de sultestrejkende nu er i så alvorlig fare, at de er flyttet til civile hospitaler eller overflyttet til fængsler i nærheden af hospitaler. De har ydermere rettet henvendelse til Røde Kors’ internationale komite, WHO og Læger for Menneskerettigheder om at lægge pres på besættelsesmagten for at få den til at redde de strejkende fangers liv og forebygge en virkelig katastrofe samt sikre sig nøjagtige oplysninger om deres helbredstilstand.

Svinagtig israelsk reaktion

De sultestrejkende fanger bliver af fængselsadministrationerne isoleret fra omver-denen, og familier og menneskerettighedsgrupper forhindres i at få besked om de strejkende fangers helbredssituation.

Det forlyder, at de enkelte fængsler forud for strejken havde oprettet feltklinikker uden det mest basale medicinske udstyr. På disse klinikker bliver fangerne nu tilbudt behandling, men kun hvis de vil opgive strejken. Mad for behandling.

Hvor bliver officielle reaktioner af

På trods af situationens alvor og sultestrejkens omfang er mediernes og vore politikeres interesse for den tilsyneladende yderst begrænset, ligesom der heller ikke er nogen særlig aktivitet at spore omkring 50-året for besættelsen af de palæstinensiske områder.

Trump er på rundrejse i regionen og har dog tilbudt at være med til at få de for 3 år siden kuldsejlede fredsforhandlinger mellem Israel og det Palæstinensiske Hjemmestyre i gang igen. Men som sædvanligt er der ingen kritik af Israels fremfærd i regionen derfra.

De rige arabiske oliestater støtter fortsat den palæstinensiske administration økonomisk, men kræver til gengæld så mange kompromisser, at det skaber problemer mellem administrationen og befolkningen i området – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningebefolkning over hele verden.

Solidaritet påkrævet

Herhjemme planlægger Mellemfolkeligt Samvirke i september et kæmpesolidaritetsevent, hvor over 5000 mennesker rundt om søerne i København skal slå en rekord i Dabka-dans.

Det ville nu varme nogle hjerter, hvis vor stats- eller udenrigsminister den 5. juni ville love palæstinenserne dansk støtte til at opnå fred og en palæstinensisk stat på de områder, der blev besat for 50 år siden.

Pizza Hut i uetisk ærinde

WFTU fordømmer Pizza Huts vulgære og uetiske annoncer, der omtaler de palæstinensiske sultestrejker.

WFTU, Fagforeningernes Verdensføderation, der repræsenterer 92 millioner arbejdere på 5 kontinenter, udtrykker sin harme over Pizza Huts vulgære og uetiske kampagne mod de palæstinensiske sultestrejker.

Pizza Huts nye reklame-slogan er ”Barghouti, hvis du bryder sultestrejken, så prøv pizza!” og henviser til Marwan Barghouti, som startede sultestrejken sammen med 1600 andre fanger for 3 uger siden. De strejkende forlangte respekt for fangernes og hele det palæstinensiske folks menneskerettigheder.

Pizza Huts umenneskelige slogan er betegnende for borgerskabets moral og monopolernes grådighed, som krænker alle menneskelige værdier og rettigheder for at maksimere sine profitter. Det er absolut uacceptabelt at håne de strejkende i reklameøjemed. Dette er ikke et isoleret tilfælde. I de 3 uger, strejken har varet, har der været mange umoralske hændelser, såsom ekstremt højreorienterede gruppers stegning af kød lige uden for fængslerne.

Undskyldningen fra selskabets talsmand er kun en hyklerisk gestus, som blot viser, at selskabets reklameafdeling anser kampagnen for at være en fejl, der har fået en negativ indflydelse på målet om profit.

WFTU og den internationale klassebevidste fagforeningsbevægelse står på det heroiske palæstinensiske folks og fangernes side og udtrykker sin solidaritet og støtte til deres retfærdige kamp.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk