Farvel til verdensklassen

Det danske sundhedsvæsen røget fra andenplads til niendeplads

Af Lilli Rodeck

I 2008 lå Danmarks sundhedsvæsen på andenpladsen i Europa. I 2015 befinder det sig på en 9. plads.
Forklaringen på rutcheturen ligger i de områder, et lands sundhedssystem bedømmes ud fra. Ved at indføre ”lean-systemet” ramte man patientrettigheder og -information, da alting er skematiseret. Men mennesker er ikke maskiner og forstår ikke altid de informationer, som ofte gives i stor hast. Behandlingsresultater er ikke mere tilgængelige, da indtastning tager tid fra andre administrative opgaver. Ved at øge specialiseringen og samle specialer på enkelte sygehuse, bliver bredden af sundhedstilbud smallere, og færre får tilbud som kunne forebygge alvorligere tilstande. F.eks. er forebyggelse af blindhed hos sukkersyge næsten ikke eksisterende.

Transportproblemer

Ved at dels øge afstandene til sygehuse og lægecentre og dels kræve, at man skal bestille tid via en telefonopringning både hos egen læge og skadestue, er det blevet vanskeligt at komme til undersøgelser.
I København har man problemer med 1813, hvor sygeplejersker skal tage stilling til, om opkalderen er så syg, at en læge skal ind over. I resten af landet er lægevagt og akut numrene 8 cifrede, hvilket kan være svært at overskue for mange.
I provinsen er sundhedssystemet bygget op på, at folk har adgang til egen bil. Har man ikke det, kan man blive nødt til at aflyse selv livsvigtige undersøgelser. Regionerne mener, at dette problem løser Falck. Men Falcks opgave er at skabe overskud til aktionærerne ikke at yde service. Falck har inden for de sidste par år halveret sygekørsler på abonnement til 12 enkeltkørsler og samtidig øget prisen. Dog har de en tilkøbsordning for 53 kr. som startgebyr og 13,50 kr. pr. km. Det er dyrere end en Taxi, og betyder at mange kommer i den situation ikke at have råd til at komme til undersøgelser på de sygehuse, som ligger langt væk.
Så kan man vel bruge offentlig transport, vil mange politikere sige. Men de selvsamme politikere har nedlagt den ene busrute efter den anden på landet. Det at kunne komme til at bruge ”sundhedssystemet i Verdensklasse” er blevet så umuligt, at dette er den direkte årsag til, at Danmark er røget fra en andenplads til en niende plads i Europa.

Bliver værre

Når de nye skrabede super­sygehuse bliver til virkelighed, bliver det endnu sværere at kunne benytte sundhedssystemet. Hvordan skal man kunne komme hjem fra Køge til et landområde syd for Sorø, hvis man ikke har bil, og alle Falck-kørslerne er brugt? Hvordan skal man kunne besøge slægtninge? Og bliver der sengepladser tilbage på de andre sygehuse?
Som det er nu, lægges der stort pres på enlige om at tage hjem efter en operation. Man spørger ind til om ikke naboen kan passe én. For det er et andet problem i vores sundhedssystem. Man vil helst overlade pleje af nyopererede til ikke uddannede slægtninge eller naboer. Mennesker uden familie bliver presset så meget, at det er uetisk.
Et andet parameter, som dumper dansk sundhedssystem er manglende forebyggelse. Hvor man før år 2000 talte om at forebyggelse var vigtig for at give mennesker et godt liv, er dette aspekt næsten forsvundet. Læger har ikke mere tid til forebyggende samtaler, og kommunerne venter så længe med de forebyggende samtaler, at det for nogle er meget for sent.
Skal vi have et sundhedssystem i verdensklasse, må vi se i øjnene, at nærhed og omsorg er vigtige funktioner. Som det er nu, kan man ikke komme hurtigt nok væk fra et personale, som er så overarbejdet, at det svarer surt, hvis man stiller spørgsmål eller beder om hjælp. Fortsætter denne udvikling, ender vi med at rutche længere ned i forhold til de lande, vi ynder at sammenligne os med.