Skip to content

Aktuel bog om anbragte børn

Af Margit Andersen

Der er ikke mere noget, der hedder post til tiden, men til gengæld hænder det, at der udkommer bøger, der rammer lige ned i noget af tidens debat, som Jan Vogels erindringer om en opvækst på børnehjem og de følger, det fik for ham. Bogen begynder med en hjerteskærende beretning om, hvordan hans mor, Gudrun, sammen med sine fire søskende blev tvangsfjernet fra hjemmet, efter at deres mor var død, og anbragt på børnehjemmet Kong Frederik den 7. Stiftelse i Jægerspris. 

Da Gudrun var kommet ud at tjene, blev hun gravid med en gift mand, og det betød at barnet, Jan (født 1952), blev anbragt i den stiftelse, som moren kort tid før havde forladt, og da der nogle år efter ankom en lillesøster, blev hun anbragt samme sted. Da Gudrun blev gift og dermed fik mulighed for at have børnene hos sig, valgte hun at lade dem blive på stiftelsen, og de kom kun på besøg i hendes nye hjem med mand og lillebror Michael. Det er noget, der har naget Jan Vogel hele livet og været med til at danne hans karakter, der ifølge hans meget ærlige skildring af sig selv også har nogle negative sider.

Børnehjemmet bestod af flere huse, der hver for sig fungerede som en slags familie. Det var i hvert fald hensigten, men sådan følte Jan det ikke. Han var fravalgt af sin mor, følte sig fremmed i Skovlyst, som hans hus hed, og døjede desuden med et stærkt synshandicap, som flere operationer ikke kunne afhjælpe. Det gjorde det vanskeligt for ham at følge med i skolen, og alt i alt betød det, at han blev en noget utilpasset størrelse med hang til surmuleri, misundelse, mindreværd og et stort behov for anerkendelse, som det af gode grunde kunne knibe med at få. Dog var der et felt, hvor han som større dreng kunne brillere, nemlig som skakspiller, hvad der i nogen grad styrkede hans selvagtelse.

Som 17-årig var det slut med at bo på Skovlyst, og Jan måtte ud og stå på egne ben, men det gik ikke så godt. På grund af sit dårlige syn, manglende skolekundskaber og måske også sin ringe evne til at begå sig socialt lykkedes det ham ikke at finde et job, han kunne magte, og han hutlede sig igennem på socialhjælp, som for størstedelen blev brugt til hash og bajere. 

Der kom en smule styr på sagerne, da han begyndte at interessere sig for politik, som henad vejen førte til medlemskab af DKP og engagement i kampen mod EF. Meget bedre blev det, da han mødte sin frelsende engel i form af Hanne, som han blev og stadig er gift med, og sammen fik de to sønner.  

Da kommunen endelig tilkendte Jan førtidspension på grund af hans dårlige syn, fik han mere ro og selvtillid, og den blev fremmet i takt med, at han engagerede sig mere og mere politisk. Det være sig partipolitisk, i Folkebevægelsen mod EU, fredsarbejde, lokalpolitisk og ikke mindst som vært på forskellige lokalradioer.

Ifølge Jan Vogel svigtede både hans mor og kommunen ham, og sådan kan det sikkert føles set indefra, men udefra forekommer det, at børnehjemmet og kommunen gjorde en hel del for at hjælpe ham, og at han måske ikke altid var så god til at tage imod hjælpen. 

Men under alle omstændigheder er bogen, der er blevet udgivet med støtte af Kong Frederik den 7. Stiftelse, et vægtigt vidnesbyrd om, hvad det kan betyde at skille børn fra deres forældre i stedet for at hjælpe dem i hjemmet.

Jan Vogel: Fra svigt mod anerkendelse: Den forsømte barndom. Forlaget mellemgaard. 220 sider. 200 kroner.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk