skip to Main Content

Angreb på tandpleje

Den danske model gælder ikke for tandlæger

Af Lilli Rodeck

Den 9. maj demonsterede danske tandlæger i protest mod et lovforslag, som kommer til at erstatte den opsagte overenskomst. Men i stedet for at forlænge den opsagte overenskomst, har Folketinget besluttet, at tandlæger ikke skal behandle de mennesker, som har brug for både tandbehandling og forebyggende tandpleje. De skal underkastes en begrænsning af tilskud fra det offentlige. Og overskrides dette, skal de betale det for meget modtagne tilskud 100% tilbage. Men det skal bemærkes, at den enkelte tandlæge ikke kan få at vide, når de rammer refusionsgrænsen.

Stupid styrelse

Via et Excel-ark har den såkaldte moderniseringsstyrelse fundet frem til, at borgerne bliver overbehandlet. Folketinget vil med nedsættelsen af refusionsbeløbet med 300 million kr., som et enigt folketing mener, at tandlægerne har fået i uretmæssig og unødvendig tandbehandling, tvinge tandlægerne til at afstå fra forebyggelse, tandrensning og vejledning. Hvem der så ikke skal behandles, burde man spørge Folketinget om. Visse grupper af patienter med en diagnose kan få gratis tandpleje. Det kan betyde, at andre grupper, som får medicin, der er skadelig for tænderne, ikke kan få den hjælp, der er nødvendig for både tandsundhed og helbredet. Dårlige tænder kan i yderste tilfælde koste livet, da mundbakterier kan forårsage betændelse i hjerteklapperne.

Bekymrende folketing

Folketinget har lavet tilskud til tandpleje for udsatte grupper, men det kan være yderst svært at få dette tilskud, da visse kommuner kræver en godkendelse fra socialtand-lægen. På den måde kan dette specielle tilskud hurtigt opbruges, uden at en eneste udsat har fået behandling.

Det er dybt bekymrende, at Folketinget igen og igen tilsidesætter den højt besungne danske model. Det er desuden besynderligt, at der ikke er sat grænser ved de tilskud, som man får, når man tager til et andet land og får lavet sine tænder. Det kan få én til at tro, at det handler om, at de fattige ikke mere skal have egne tænder men gå tilbage til de glorværdige tider, hvor man fik gebis i en ung alder. Gebis er jo billigere for samfundsøkonomien.

Skævt

Folketinget burde tage ansvar for de dødsfald og yderligere omkostninger, som hospitalerne får, når de skal behandle mennesker, som kunne have været sunde og raske med en fornuftig forebyggende tandpleje. Mange tandlæger er blevet rigtigt dygtige til at behandle folk, så deres tandlægeregning ikke smadrer deres økonomi. De folk, som har råd til den dyre tandpleje, vælger ofte at rejse til et andet land, hvor selv dyre behandlinger er billige. Den mulighed har mange mennesker med en lav indtægt ikke råd til. De er afhængige af den tandpleje, det offentlige giver tilskud til.

Det er ganske besynderligt, at selv om man ved, at sunde tænder er vigtige for et godt helbred, så er det dyrt at gå til tandlæge i modsætning til et lægebesøg. Hvis man betragtede tandlæger på lige fod med de praktiserende læger, og derved gjorde det gratis at få et sundt tandsæt, ville man nok på den lange bane spare rigtigt mange penge. I Grønland er tandbehandling gratis. Det er godt for både børn og voksne, som så bliver sundere og dygtigere til at passe på tænderne. Og kan man gøre det i Grønland, kan man vel gøre det samme her.

Stil krav

Med det lovforslag, som Folketinget ventes at vedtage med et bredt flertal, vil vi i Danmark komme til at miste en masse tandlæger, som ikke kan overskue at arbejde under en lov, hvor de risikerer at skulle betale store summer tilbage ved årets slutning. Der er ingen andre grupper, som man kræver penge tilbage fra, når de har passet deres arbejde omhyggeligt.

Kommunistisk Parti i Danmark vil kæmpe for, at tandlægebehandling bliver gratis, betalt over skattebilletten.

Back To Top