Skip to content

Ankestyrelsen på ulovlig grund i sygedagpengesager

Der er gået orm i det danske velfærdssystem. Igen og igen afsløres det, at borgerne snydes for deres rettigheder, hvis de ikke har den nødvendige indsigt eller styrke til at kæmpe mod det rådnende system. Begår borgerne fejl falder hammeren brutalt og ofte med tilbagevirkende kraft. Begår systemet fejl eller handler direkte i strid med loven, mener Ankestyrelsen nu, at det er nok med et løfte om at gøre arbejdet ordentligt for fremtiden.

Det viser sager om syge borgere, der ulovligt eller i strid med reglerne har mistet deres sygedagpenge, fordi kommunerne i sagsbehandlingen har set bort fra relevante dokumenter og oplysninger.

Frem og tilbage

I første runde har Ankestyrelsen givet borgerne medhold i deres anker, men nu frakender styrelsen de samme borgere muligheden for at få de sygedagpenge, som de er blevet snydt for. Ankestyrelsen oplyser nemlig, at den nu i stedet mener, at reglerne på området kun gælder fremadrettet og ikke for tidligere sager. Altså at kommunerne først siden 22. december 2015 har haft pligt til at inddrage alle de oplysninger, der ligger på en sag, inden de træffer afgørelse om at standse ud­betalingen af sygedagpenge.

Skandalen har været indgående belyst i DR-programmet Orientering på P1, hvor både lektor i socialret John Klausen og professor i offentlig ret Søren Mørup enstemmigt erklærer Ankestyrelsens nye praksis ulovlig.

En af de borgere, som Ankestyrelsen først gav medhold og nu har frakendt sygedagpengene, er et kræftramt medlem af fagforbundet FOA. Kommunen lukkede i flere år for udbetalingen af sygedagpenge, på trods af, at hun både var i behandling, praktikforløb og havde en erklæring fra en psykolog, der kunne dokumentere retten til dagpenge.

Vil gå rettens vej

FOA er rystet over skandalen og vil lægge sag an mod Ankestyrelsen.

– Vi kan jo kun gå rettens vej, og det må vi så gøre. Der ligger desværre en lang række sager. Derfor er der uden tvivl et økonomisk incitament bag ved Ankestyrelsens nye afgørelse, og det er vi dybt rystede over, siger FOA’s næstformand Mona Striib ifølge Orientering på P1.

Det er netop de mange sager Ankestyrelsen, kommunerne og staten vil undgå at genbehandle, fordi de frygter, at det både vil give en stor arbejdspukkel og øgede udgifter til sygedagpenge. Denne frygt bestyrkes af, at Højesteret i august sidste år slog fast, at kommunerne som udgangspunkt ikke må træffe afgørelser med tilbagevirkende kraft vedrørende stop for sygedagpenge, som kommunerne har gjort i en årrække.

I den sag er juraprofessor Søren Mørup også ganske klar i spyttet:

– Det er sådan set ikke et spørgsmål, om det er krævende, eller om det bliver dyrt for staten eller kommunerne. Man skal handle i overensstemmelse med loven, og det kan man ikke forsøge at komme ud af, udtaler han til Orientering på P1.
Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk