Asocial socialpolitik

EU-Danmark med laveste fællesnævner

Af Lilli Rodeck

Før Bistandslovens indførelse 1. april 1976, var socialområdet splittet ud i 2 grene. Socialloven tog sig af mennesker uden evne til at underholde sig selv og af pensioner, hvorimod Sygekassen, som alle voksne forventedes at være medlem af, tog sig af sygemeldte og revalidering.

For at forenkle systemet nedlagde man sygekasserne, således at ydelserne blev betalt over skatten. Meningen var, at mennesker, som havde sociale problemer, kun skulle gå ind ad én dør. Det var også vigtigt for Bistandsloven at forhindre økonomisk deroute for mennesker med sociale problemer. Dengang var Danmark stolt over at have et system, som sikrede borgere med somatiske eller psykiatriske lidelser mod at miste alt.

Socialpolitisk afgrund

Men det var dengang. Bistandsloven kom i et økonomisk opsving, så samfundet følte, der var råd til at tage sig af samfundets svageste. Flere økonomiske kriser efter ser socialpolitikken helt anderledes ud.

Alvorligt syge ender ofte på kontanthjælp, hvilket medfører, at hvis de er gift, må husstanden klare sig med én indtægt. Men som vort samfund er indrettet, er det yderst svært at klare alle udgifter i en husholdning med kun én indtægt. Sygdom er i dag den mest tungtvejende grund til, at huse ryger på tvangsauktion. Nu gælder det ikke mere om at sikre syge borgeres levestandard.

Den samme udvikling har arbejdsløse været udsat for. I slut 70’erne kunne arbejdsløse forvente dagpenge nær 90% af den løn, de havde haft og ubegrænset dagpengeperiode, fordi aktivering talte som arbejdstid. I dag skal arbejdsløse være heldige for at kunne oppebære ca. 60%, samtidig med at perioden med dagpenge er sænket til 2 år.

Regler for arbejdsløshedsdagpenge er nu så ringe, at flere A-kasser taler om at ophøre med at administrere loven. Desuden er det nu sådan, at de fleste taber penge på at betale til a-kasse.

Empati eftersøges

Vi er lige nu i et økonomisk opsving; men desværre smitter det ikke af på socialområdet. Det er ret så tåbeligt, for de mennesker, som er gledet ned ad den sociale rangstige, får rigtig svært ved at få arbejde. Mennesker, som må vende hver en krone, ender med at være dårligt klædt og have dårlige tænder. De fremtræder ikke robuste, hvilket er en egenskab, som arbejdsgiverne forventer.

Den forringede sociallovgivning passer ind i EU’s ønske om en social dimension. Hvor skiftende regeringer har løjet og fortalt, at EU ville tilpasse sig til vor sociale lovgivning, har historien vist, at EU retter sig ind efter mindste fællesnævner. Det er ret så ubegavet, da nemlig et godt velfærdssamfund skaber god vækst, både i produktion, BNP og serviceerhverv.

Men desværre får vi igen og igen regeringer, som bygger deres socialpolitik på troen om, at syge og arbejdsløse bare er dovne og skal have pisk for at komme ud på det arbejdsmarked, som ikke ønsker dem, og som helbredet ikke kan klare.

Stil krav

Vi kommunister kræver, at dagpengesatsen følger lønudviklingen.

Vi kræver, at sygdom -respekteres, og at revalidering indføres igen, så de mennesker, som faldt ud af samfundet, kan finde en vej tilbage.

Vi kræver, at Danmark ikke følger EU, men genoptager tanken bag Bistandsloven af 1. april 1976. Dengang havde de skiftende danske regeringer ambitioner, modsat regeringernes manglende mod til at følge den viden, som viste, at et land med en god og fremsynet socialpolitik ofte vil være et land uden social uro.