Bag muren

Af Elin Søborg

1989-94 rejste Bjørn Meidell flere gange rundt i Israel og Palæstina og tog pulsen på besættelsen. Nu har han i 2014 og 2015 igen besøgt Østjerusalem, Vestbredden og Tel Aviv og forsøgt at finde frem til steder og bekendte fra mere end 20 år tidligere.

I mellemtiden har der været en 2. intifada, Oslo-aftalerne, der skulle have ledt frem til en selvstændig palæstinensisk stat, men kun har resulteret i et ”selvstyre” med begrænset magt over små enklaver på Vestbredden og i Gaza. Dertil kommer en voldsom israelsk udbygning af besættelsen med en flerdobling af antallet af bosættere, opførelse af en næsten 800 km lang og 8 m høj betonmur på palæstinensisk land rundt om Vestbredden, en sønderbombning og nærmest total isolering af Gaza og annektering af Østjerusalem med etnisk udrensning af de arabiske beboere.

I denne nye virkelighed rejser den godt 60-årige lektor i historie og samfundsfag gennem Østjerusalem ind på Vestbredden og møder og taler med palæstinensere, der midt i al deres gæstfrihed kan fortælle om daglige overgreb fra bosættere og israelsk militær, fængslede familiemedlemmer og stor mistillid til det ikke ret synlige selvstyre men en tyrkertro på, at Palæstina til sidst vil få sin ret.

Samtidig opsøger han den langvarige israelske opposi­tion mod besættelsen og Israels fremfærd i form af veteranerne Uri Avneri og Adam Keller fra fredsbevægelsen Gush Shalom, der giver et billede af besværlighederne med at være jøde i opposition til undertrykkelsen af araberne og den uenighed, der også er i fredsbevægelsen om en fremtidig løsning: to eller en stat. Også den noget desillusionerede kvindelige sagfører Hanan Ashrawi, der i 1995 var en af PLO’s forhandlere i Oslo, bliver besøgt.

De lange interviews med de kendte og de gentagne besøg hos repræsentanter for de efterhånden ganske få tilbageblevne kristne på Vestbredden fylder rigtig meget i bogen, men man får også lejlighed til at opleve stemningsfulde møder med lokale beboeres historier og omgivelser, samtidig med et kort men godt rids af hele områdets turbulente historie siden den jødiske indvandring startede i begyndelsen af det 20. århundrede.

Dette bakkes op af en 5 siders historisk oversigt bag i bogen, hvor der også er en navneliste over de interviewede, kortfattede statistiske oplysninger og et kort over området, som det så ud indtil 1967.

Alt i alt er det en bog, der vil præsentere både den nuværende hverdag for mange i Palæstina og historien bag den. Det gør den uden at få sat sig mellem de to stole, og den er samtidig en læseværdig rejseberetning.

Bjørn Meidell:
Bag muren. Hverdag i en apartheidstat.
Tiderne Skifter 2015.
213 sider, illustreret.
269 kr.