skip to Main Content

Bedrageri

Den blinde tillid til markedet koster os

Af Lilli Rodeck

Mange arbejdsløse, syge på dagpenge og kontanthjælpsmodtagere bliver kontrolleret for at forhindre socialt bedrageri. Der er skrappe regler for parforhold, fritidsaktiviteter og sygdom. F.eks. er der kommet regler om, at kontanthjælpsmodtagere skal møde op på jobcenteret for at melde sig syge. Systemet er bygget på mistillid og frygt for bedrageri.

Tillid og mistillid

Den mistillid har man ikke overfor banker og visse embedsmænd. Vi har i den senere tid været vidne til historier, hvor banker og investeringsfirmaer helt bevidst har svindlet stater i EU for et svimlende antal milliarder. Her har der ikke været kontrol og mistillid. For markedet regulerer jo sig selv.

Vi har desuden bevidnet, hvordan en embedsmand i socialstyrelsen har svindlet med satsmidlerne. 111 millioner har vedkommende kanaliseret over til sig selv. Her har ej heller været effektive kontrolforanstaltninger.

Naiv tillid

Man får et tydeligt billede af et samfund, som har ubegrænset tillid til rige og folk i arbejde. Kontrollen er ikke eksisterende, hvilket de fattigste kommer til at betale for. Her har banker spillet en hovedrolle. Det får en til at tænke på, at vi som samfund overlader store dele af samfundets penge til de privatejede banker, hvis formål ene og alene er profit.

Jagten på profit er intens og samvittighedsløs. Det ses på den kontrol, den fattige og lavtlønnede bliver udsat for. Man kan jo ikke tillade fattige, pensionister og almindelige lønmodtagere at hvidvaske penge. Den samme forsigtighed oplever storkapitalen eller smarte kriminelle ikke. De kan lystigt fortsætte med at hvidvaske ulovlige penge.

Globalt bedrageri

Lige nu taler politikere både herhjemme og i resten af EU om at øge kontrol af de udbetalinger, som er grundlaget for de store bedragerier, landenes skattevæsener har oplevet.

Det har fået visse røster til at tale om at tilslutte sig EU’s bankunion, men de bedragerier, som har lænset flere lande for milliarder, kan ikke forebygges ved en sådan bankunion. Vejen frem er at bruge den kontrol, de fattigste og syge oplever. Havde man tjekket indtjeninger, pengestrøm og papirarbejdet, ville der have været flere penge til samfundenes svageste, og man havde i øvrigt kunnet lade være med at snuppe penge fra reguleringerne af de fattigstes ydelser til satspuljen, hvor de fattigste betaler for lidt kontrollerede særbevillinger til sociale projekter.

Lighed for loven

Men vore politikere har været stolte over, at vores skattesystem bygger på tillid. Men med hvilken grund har det politiske system tillid til dem, som svindler samfundet for milliarder samtidig med, at man frygter for at komme til at give en syg, en arbejdsløs eller en på kontanthjælp én krone for meget?

KPiD kræver lighed for loven. Hvis lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster tjekkes grundigt for at forhindre uberettigede fradrag, bør de samme regler gælde for banker og investeringsforeninger. Og den kontrol, socialforanstaltninger bliver udsat for, for at sikre, at satspuljemidlerne bruges efter hensigten, bør også gælde de ansatte, som har adgang til disse penge. Men man kan jo håbe på, at satspuljen nedlægges, så pensioner og dagpenge ikke udhules mere over tid.

Back To Top