Biografi om Carl Madsen

Af John Poulsen

I de sidste 10 år er der udkommet en række biografier om personer, der har haft tilknytning til den kommunistiske bevægelse. Det er nu Carl Madsens tur i Chris Holmsted Larsens bog ”Den folkekære stalinist – en biografi om Carl Madsen”. Man bliver noget overrasket, når forfatteren i forordet karakteriserer Carl Madsen (CM) som ”en kommunistisk personlighed, der i sin samtid og i kampen om kulturen, politikken og erindringen udgjorde et af den danske kommunismes vigtigste kort.” Nok har CM spillet en væsentlig rolle i det kommunistiske parti, i lighed med mange andre, men ligefrem at udnævne ham til et af de vigtigste kort er noget af en overdrivelse.

CM var uddannet jurist, og det prægede hele hans tilværelse, ikke mindst hans tid som statsadvokat 1945-46 og senere som forsvarsadvokat, og det gøres der naturligvis meget ud af i bogen. Også opgøret med besættelsestiden kom til at betyde meget. Efter at CM var flygtet fra Horserød den 29. august 1943, blev han først medlem af arrestationsudvalget og senere frihedsrådets juridiske udvalg som skulle udarbejde lovgrundlaget for retsopgøret.

Selvom han ikke var tilfreds med den endelige udformning af loven, lod han sig ansætte som statsadvokat i juni 1945, men desværre fik det en brat afslutning, da han i efteråret 1946 blev taget i spirituskørsel og måtte træde tilbage. Det passede magthaverne fint og betød, at mange store sager blev standset, bl.a. sagen mod Wright Thomsen og Kjær.

Da Land og Folk i slutningen af 40’erne rejste denne sag, blev Børge Houmann tiltalt for injurier og idømt 3 måneders fængsel. CM, som var forsvarer, kunne ikke få udleveret alle papirer. Hvis det var sket, havde sagen fået et andet udfald.

Det store arbejde som advokat betød også, at hans virke i partiet efter krigen var begrænset, indtil han i slutningen af tresserne begyndte at skrive en række bøger, som især beskæftigede sig med retsvæsenet og sluttede med at angribe partiets politik. I 1975 blev han ekskluderet for partiskadelig virksomhed, efter at CK på en række møder havde diskuteret hans kritiske henvendelser. Partiets tålmodighed betød, at CM til sidst næsten ingen opbakning havde hos medlemmerne, og det var meget få, der fulgte ham ud af partiet.

Da CM døde i 1978, blev det Hans Scherfig, der skrev nekrologen i Land og Folk, hvor han udtrykte at ”når Carl Madsens livsværk skal bedømmes, er det ikke de sidste forbitrede år, som skal mindes, men de halvhundrede år, da han munter og ilter og mageløst fræk virkede med alsidig begavelse på mange fronter.” At bogens forfatter skriver, at nekrologen ”signalerer at partiledelsen ønskede (ham) forvist fra partihistorien” må stå for hans egen regning. CM er ikke forvist af partihistorien.

Bogen har den svaghed, at der en række steder fremsættes nogle hypoteser og antagelser. F.eks. når forfatteren om CMs forslag til ændring af domsmandsinstitutionen skriver at” det næppe er urimeligt at antage, at det igen var en skjult agenda om indførelse af en slags folkedomstole.” Det har han intet belæg for. Selvom CM har betegnet sig selv som stalinist, behøver forfatteren ikke hundredevis af gange kalde ham stalinist, læserne er jo ikke tungnemme.

Da det er en stor og omfattende bog på 440 sider, plus noter og register, er det umuligt at gå i deltaljer, men på trods af de kritiske bemærkninger kan den anbefales, fordi den bringer meget nyt og spændende stof og giver et indtryk af CMs store indsats på mange områder og af den tid, han levede i.

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. Gyldendal. 544 s. 350 kr.