skip to Main Content

Bogen om bogen

Af Margit Andersen

I 1944 sad den hollandske kulturskribent og kommunist Nico Rost i Dachau og risikerede sit liv ved noget så forbudt som at skrive dagbog på små papirlapper. De blev i 1947 til selvbiografien ”Goethe in Dachau”, hvori han skriver, at de bedste midler mod sult, sygdom og død er vitamin L (litteratur) og F (fremtidshåb).

Det er et af de mange eksempler på litteraturens betydning, som Irene Vallejo giver i sit essay om bogens historie. Af et essay at være er det nok et af de længste, der har set dagens lys, men ud over det overholder det kravene til denne genre: at være en personlig og populær behandling af et videnskabeligt emne.

Her er det altså bogen, der tages under kærlig behandling. Forudsætningen for den er skriften, og vi får fortalt om dens udvikling fra tegning af ting og begreber til lydtegn.

Og så skal man jo bruge noget at skrive på: først var det tunge sten og lertavler, besværligt, men så fandt man på at bruge papyrus, der kunne rulles og anbringes i reoler. Senere fulgte pergament og endelig papiret.

Bogen med ryg og sider kom til, men allerede før det skete, fik man ideen til at lave biblioteker. Det første store bibliotek blev anlagt i Alexandria, og her forsøgte man at samle alt, hvad der fandtes af litteratur i det græske imperium. Biblioteket gik til henad historiens ujævne vej, men i 2002 blev et nyt, flot bibliotek indviet i byen. En gæst søgte her forgæves efter en bog af Nobelpristageren Naguib Mahfouz.

Dermed kommer vi ind på emnet censur, for bøger kan være farlige, og Hitler var ikke den første, der fandt på at lave bål af dem. De kan endog være livsfarlige, som Salman Rushdies ”De sataniske vers”, der fik Khomeini til at opfordre sine trosfæller til at henrette forfatteren.

Det er også ganske vist, at de kan være et skjult våben. Da Irene Vallejo som barn en dag var på jagt i et antikvariat sammen med sin far, fandt hun et gammelt eksemplar af Cervantes’ Don Quixote. Første kapitel handlede godt nok om den gode ridder, men resten af bogen viste sig at være Karl Marx’ Kapitalen.

Vægten i Vallejos bog er lagt på antikken, hvor det først var grækerne, der var de store imperialister og derefter romerne. Grækerne havde i forvejen skabt en kultur, som de udbredte til de erobrede områder, mens romerne var et mere ukulturelt krigerfolk. Men da det blev deres tur til at spille førsteviolin i verdensherredømmet, ville de også være noget ved musikken, så de annekterede simpelthen hele molevitten fra grækerne. Endog deres gudeverden.

Dette er bare en antydning af Vallejos store fortælling, der også kommer ind på kvindernes stilling, undervisning, slaveri, politiske forhold og meget mere.

Det, der gør bogen så enestående, er at forfatteren formår at gøre alt dette stof underholdende, uden at det går ud over lødigheden. Hun er selv nærværende hele tiden, henvender sig ind i mellem småsnakkende til læseren, krydrer med anekdoter, bevæger sig ubesværet frem og tilbage i tiden og forbinder dermed fortiden med nutiden, netop som litteraturen kan gøre det.

Irene Vallejo: Evigheden i et siv. Historien om bogen. Oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt. Gutkind. 511 sider. 300 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk