skip to Main Content

Boligspekulation, Blekingegade og Palmemord

Af Margit Andersen

Hvis man skulle have indtryk af, at verden er ved at komme til at ligne en dårekiste, så skyldes det dårlig hukommelse. Det har den i store træk altid gjort. Som f.eks. i tiåret 1980-1990, der er tiden for Jan Guillous 9. bind af serien om ”Det store århundrede”.

Den røde tråd i serien er familien Lauritzen, der med udgangspunkt i tre fattige, men kløgtige fiskerdrenge grundlagde dynastiet, som steg til tops og faldt, men stadigvæk svømmer ovenpå. 

Nu er det 3. generation, det handler om. Eric Letang er medejer af advokatfirmaet Spartacus og omtales konsekvent i Expressen som ”Terroradvokaten”, fordi hans kone blev dræbt i forbindelse med en terrorjagt, og fordi han ofte fører sager for palæstinensere, der i avisens optik pr. definition er terrorister. 

I firmaet er hans kusine Ariadne fuldmægtig, og det er hun selvfølgelig ganske ferm til, for de personer, Guillou ”holder med”, er nogle, der kan deres kram. Fætter Henning, som egentlig hører til 2. generationen, er blevet ingeniør og er gift med den danske læge Mette, som i forbindelse med sit arbejde i flygtningelejren Shatila i Beirut under et angreb af falangister, tilskyndet af Sharon, bliver såret med katastrofale følger. Kusine Solveig er den skarpe forretningskvinde med fingeren på den økonomiske puls, og hun udklækker og står i spidsen for udførelsen af den plan, der skal berige familien, og som i den katolske kirkes Top-7 liste over dødssynder hører ind under nr. 2.

Familien og Erics ven, tv-reporteren Erik Ponti, danner rammen om det, der er Guillous egentlige ærinde, nemlig at fortælle om, hvad der foregik politisk og samfundsmæssigt i dette tiår i Sverige. Meget af det forstærket af, at pressen heller ikke undså sig for at begå den 2. dødssynd, der for dens vedkommende består i for enhver pris at skaffe læsere. 

Der gik en bølge af incestsager over landet, hvor ofrene fik fortrængte minder om overgreb frem ved hjælp af behjertede psykologer eller nogen, der lignede. Der var ubådsjagten, der endte med at vise sig at være sildeprutter. Med udløb fra Danmark var der Blekingegadebanden, og så var der selvfølgelig mordet på Olaf Palme, der ændrede fjendebilledet fra palæstinensere til kurdere og endte et helt andet sted og med en højtstående politimands Waterloo. Internationalt er vi nået til Berlinmurens fald og den socialistiske verdens kollaps.

Guillou er mere journalist end forfatter, og med spids humor boltrer han sig i afsløringerne af tidens absurde teater, uden at det går ud over seriøsiteten. Til gengæld må man leve med, at person-skildringerne er temmelig stiliserede, og at det undertiden går lidt for nemt for de gode at trumfe de onde. Ligesom det selvfølgelig er ”venstresiden” af familien, der kommer bedst ud af det, da Solveigs boligspekulationsplan brister, og sørger for at pengene kommer til at gøre gavn. 

På den ene side er romanen en smule kulørt, på den anden side er den lærerig historieskrivning, og man er godt underholdt på en begavet måde.

Jan Guillou: Den anden dødssynd. Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk. 409 s. 300 kr.

Back To Top