skip to Main Content

Borgerskabets guldalder på SMK

Af John Poulsen

Gennem de sidste årtier har udenlandske museer vist stor interesse for dansk guldalderkunst og købt en del værker. Heriblandt er Nationalmuseet (NM) i Stockholm, og det er derfor naturligt, at Statens Museum for Kunst (SMK) har samarbejdet med det om udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”, der åbnede den 24. august. Den har tidligere på året været vist i Stockholm og skal senere til Petite Palais i Paris. 

SMK’s udstilling med over 200 malerier og tegninger af 42 kunstnere er den største guldalderudstilling, som indtil nu har været vist i Danmark. Det skyldes bl.a., at man nu har udvidet perioden til at dække årene fra 1800 til 1864, i stedet for som tidligere 1815-1850. Derved er der kommet flere kunstnere med, hvilket har gjort den mere nuanceret, men det er stadig de gamle hæderkronede, der dominerer. 

Hvis udstillingen kun skulle have været vist på SMK, kunne det have været interessant at have taget nogle af de ukendte malere med, som blev solgt den gang, men senere er endt i magasinerne, og som kunsthistorikeren Charlotte Christensen har fortalt om i sin bog ”Guldalderbilleder”.

Guldalderen er kendetegnet ved, at historiemaleriet og de religiøse temaer kom i baggrunden. Nu var det ikke længere kun kongen, adelen og kirken, der bestilte og købte malerier, men borgeskabet var kommet til som kunder, og dermed kom kunstnerne ind i deres stuer. De rige købmænd ville også have deres familie og position foreviget. Kendetegnende er også, at landskabsmalerierne ikke længere kun blev skabt i ateliererne, men at kunstnerne tog ud i naturen og malede, og ud over fauna og flora måtte der også gerne indgå en bonde i motivet, men han skulle være i søndagstøj og ikke se udslidt ud. Det blev også mere almindeligt, at kunstnerne tog på udenlandsrejser i op til flere år, især til Rom, hvor de blev inspireret af arkitekturen og folkelivet.

Selv om kundegrundlaget var blevet bredere, betød det ikke, at malerne levede i sus og dus. De var stadig afhængige af de legater m.v., som Kunstakademiet og kongen uddelte, og det var ikke altid rart. Som Wilhelm Bendz udtrykte det: ”Når jeg tænker mig, hvorledes vi er afhængige af Prins Christian, man må jo krybe for ham, som om man var tiggere”. De, som så og købte kunst, var kun en lille gruppe, selvom den nu også omfattede den voksende borgerstand. Ud af Købehavns 100.000 indbyggere udgjorde de kun 10.000, mens de øvrige 90.000 levede i yderste fattigdom, og for dem var tiden ikke nogen ”guldalder”, tværtimod. De havde måttet betale for den fatale udenrigspolitik, Danmark havde ført, og som var en af årsagerne til statsbankerotten i 1813, og kunst var ikke noget, der indgik i deres verden. 

Det, der blev malet, viste, hvor skønt og idyllisk borgerskabet levede, men fortalte ikke noget om det jævne folk. Man skal til børnebøgerne og deres illustrationer for at finde de grumme sider af livet i guldalderen: Tidlig død, børnearbejde, alkoholisme og fattigdom. En undtagelse er der dog, nemlig et afsnit i Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens museum, hvor nogle arbejdere transporterer Thorvaldsens værker op til museet, men det kan naturligvis af praktiske grunde ikke vises på udstillingen, der viser det bedste af den tids kunst på de vilkår, der rådede.

Statens Museum for Kunst: Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer. Slutter 8. december. 
Bogen med samme titel. 344 s. 349 kr.

Charlotte Christensen: Guldalderens billedverden. Gyldendal. 408 s. 400 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk