skip to Main Content

Cepos uddanner unge til superliberalister

Gratis ”søndagsskole” for universitetsstuderende

Af Birgit Sørensen

Skiftende regeringer har gennem en årrække udviklet samfundet i tiltagende liberalistisk retning, og en OECD-rapport fra starten af året viser, at Danmark nu er det land i OECD, der oftest har det private erhvervsliv med inde over i universiteternes forskning.

Konsekvensen er, at forskningen bliver tiltagende mindre ”fri”, og at private virksomheder får tiltagende mere indflydelse på, hvad der forskes i, og hvordan der tænkes om forskning.

Propaganda

Den borgerlige, liberale tænketank Cepos har som erklæret mål at påvirke udviklingen, så de frie markedskræfterne i videst muligt omfang styrer samfundet.

For Cepos er det ikke nok, at virksomhederne i stigende omfang får indflydelse på universiteterne. Det er heller ikke nok, at Adam Smith, som er den økonomiske liberalismes fader, har kronede dage på de økonomiske studier. Nej, Cepos’ mål er, at alle lyse hoveder forstår, at markedskræfterne er samfundets bedste middel til at løse næsten alle udfordringer.

Tænketankens medarbejdere optræder jævnligt i de borgerlige medier. De får ofte lov til at udtale sig som ”eksperter” og ikke som de meningsdannere, de er.

De vigtige netværk

Cepos har endvidere oprettet en uddannelse, som retter sig mod unge, som er i gang med at tage en universitets-uddannelse, og man ønsker at rekruttere studerende fra alle mulige slags studier til den.

Uddannelsen foregår på det såkaldte ”Cepos Akademi” i weekender med opfølgning i sommerferien, så man undgår forsømmelse på sit universitetsstudie.

Cepos direktør Martin Ågerup fortæller på tænketankens hjemmeside, at formålet med uddannelsen er ”at lære de unge hvordan de frie markedskræfter fungerer, og hvordan man kan bruge markedet i højere grad end i dag til at løse forskellige af samfundets problemer,” samt til at give de unge ”de rigtige” venskaber og netværk.

Niels Westy er leder af Cepos Akademi. Han fortæller på hjemmesiden, at han ønsker at rekruttere mange forskellige slags unge med mange forskellige politiske overbevisninger og ”tror på, at man via fakta og videnskab kan få de unge til at forstå, hvad ideen er med det fri marked, og så få dem til at indse, at det ikke helt er, som de har fået det præsenteret gennem deres skolegang,” som han formulerer det.

Privilegerede og deres ofre

Iben er studerende på akademiet. Hun fortæller på hjemmesiden, at man i un-dervisningen kan blive pro-vokeret på sine holdninger, men bedyrer, at man ikke bliver indoktrineret. Hun fortæller, at nogle af hendes venner driller hende med, at uddannelsen er ”søndagsskoleagtig” og understreger, at ”det er hele søndagsskolen værd.”

Fremtiden tegner sikkert lys for mange af de studerende, der via Cepos Akademiet har gratis adgang til de rigtige holdninger, venner og netværk. Værre er det med de arbejdere og kontanthjælpsmodtagere, som er markedskræfternes ofre.

Styrkeforholdene i samfundet muliggør desværre ikke, at der som modsvar bliver oprettet et arbejderakademi, hvor alle arbejdere gratis kan få undervisning i, hvordan et statstyret, socialistisk samfund vil kunne løse de problemer, som det nuværende nyliberalistiske, kapitalistiske system har måttet give op overfor.

Back To Top