Civilisation eller junglelov

Af Margit Andersen

Hvis man har behov for at slappe af fra virkeligheden og hverdagen i en mørk biograf, skal man ikke vælge at se Ruben Östlunds film The Square, som i år blev belønnet med Den Gyldne Palme i Cannes.

Men hvis man vil have bekræftet sin fornemmelse af, at det vestlige samfund udvikler sig mere og mere sygt, her især med henblik på vores sociale omgang med hinanden, så er den lige sagen. Titlen henviser til en kunstnerisk installation, der består af en firkant, hvor de, der har brug for det, kan stille sig og bede om hjælp af forbipasserende, der har pligt til at yde en sådan.

Christian (Claes Bang) hører, som chef på et museum for moderne kunst, til det, der kaldes eliten, vel at mærke den progressive del af den, der holder fast ved de humanistiske værdier og i det hele taget opfører sig ordentligt over for andre mennesker. Det tror han i hvert fald.

Men for ham, som for alle andre, kan det være svært at efterleve idealerne, når virkeligheden kommer på tværs. Her sker det ved, at han bliver udsat for et tricktyveri på gaden og frastjålet sin telefon og pung med stakken af hævekort. Det er forsmædeligt at blive fuset på den måde og irriterende at mangle disse livsvigtige genstande. Christians moral krakelerer, og han kaster sig ud i et tilbage-erobringsprojekt, der uheldigvis udarter ganske anderledes, end han havde forudset.

Det samme gælder også andre projekter, og det giver instruktøren lejlighed at holde et troldspejl op foran os, der viser, at vi har fået en udpræget tendens til at iføre os en usynlighedskappe, når vi bliver konfronteret med noget ubehageligt i det offentlige rum. Når nogen bliver forulempet eller ligefrem overfaldet, når vi møder tiggere, der mumlende rækker deres bæger frem for at få en almisse, når mennesker udviser unormal adfærd, fordi de er berusede eller sindssyge osv. Vi er bange og vil ikke skille os ud fra resten af den passive flok, der omgiver os.

En anden tendens er mediernes rolle, der har udviklet sig til en hovedrolle, hvor det gælder om for enhver pris at vække opmærksomhed, også selv om prisen er at bevæge sig langt ud over det, der engang ansås for at være almindelig anstændighed.

Med satire og surrealisme, men let genkendeligt, viser filmen et samfund, hvor jungleloven er på vej til at vinde over civilisationen.

Den kunne godt have været strammet lidt op, uden at det havde gjort noget, men instruktøren har villet have det hele med, og måske er det helt bevidst, at nogle passager er trukket ud til næsten ulidelighed. For eksempel den, hvor jungleloven illustreres med underholdning af en ”abemand”, der ved en middag på museet terroriserer de fine gæster. I lang tid, meget lang, sidder alle med usynlighedskappen på, men på et tidspunkt er der en, der får nok og overfalder abemanden, hvorefter hele selskabet, i hvert fald mændene, kaster sig over ham. Der skulle en fører til, før de andre turde.

Skulle man foretage sammenligninger med andre filmmagere, der udøver civilisationskritik, er det nærliggende at nævne Roy Andersson og Lars von Trier, men det skal man ikke, for Östlund har, ligesom de andre to, sit helt eget fingeraftryk.

The Square
Instruktion og manuskript Ruben Östlund