De glemtes hær

Af John Poulsen

I bogen om de tre brødre Nielsen, der som de første danskere tog til Spanien i 1936, fortælles ikke om helte, men om hvor hårdt det var hele tiden at være i forreste linje. Det strabadserende liv tog især hårdt på den yngste bror Aage, og efter flere afslag om at komme på orlov til Danmark deserterede han sammen med to andre et år efter ankomsten til Spanien.

Efter at de var kommet hjem, lovede de partiet at holde det hemmeligt, at de var deserteret for ikke at svække indsatsen for at skaffe nye frivillige. Derfor er historierne om desertering blandt de danske spaniensfrivillige ikke så kendt, og slet ikke hvor mange det drejede sig om.

Historikeren Morten Møller har i ”De glemtes hær” taget fat i dette emne, efter at han har gennemgået det store materiale, der findes på Det kgl. Bibliotek bl.a. en række dagbøger. Dertil kommer, at han som noget nyt har haft adgang til de Internationale Brigaders arkiv, som i dag befinder sig i Moskva, og hvor der er et meget stort materiale om de danske spaniensfrivillige.

Her kan man læse, hvordan en del af dem blev bedømt, og det var ikke i alle tilfælde flatterende. De skandinaviske frivillige blev kritiseret for ikke at være nok politisk skolet og for at være fordrukne.

Omfanget af deserteringer var ikke noget, man reklamerede med for ikke at nedbryde kampmoralen, og når det blev påstået i udenlandske aviser, blev det afvist, også i Arbejderbladet.

Efterhånden som antallet af desertører steg idømtes hårdere straffe for at statuere et eksempel, og en del af fangerne blev, som det bl.a. fremgår af danskeres dagbøger og brigadernes arkiv, behandlet under al kritik, f.eks. i fængslet Castelldefels, hvor der opholdt sig ca. 25 danskere. Enkelte, dog ikke danskere, blev henrettet, uden at man kender antallet.

Morten Møller når frem til, at mellem 15 og 20% af danskerne deserterede. Nogle gjorde det, fordi de blev politisk skuffet og desillusioneret, andre, måske de fleste, pga. det hårde soldaterliv uden mulighed for orlov.

Det lykkedes nogle at komme ud af Spanien ligesom Aage Nielsen.

En række steder fremsættes der nogle påstande, som f.eks. at Spaniens kommunistiske Parti (PCE) blev antirevolutionært efter ordre fra Moskva. PCE blev ikke antirevolutionært, men mente at borgerkrigen først skulle vindes, før man skulle diskutere den videre vej frem. Det var helt i overensstemmelse med linjen fra Kominterns 7. Verdenskongres, nemlig at etablere en folkefront mod fascismen. Netop denne holdning skabte problemer i forholdet til bl.a. det trotskistiske POUM og andre kredse i Catalonien.

Selvom der i bogen fremlægges meget nyt materiale om de Spaniensfrivillige og om, at der også på deres side blev begået dumheder og det, der var værre, så rykker det ikke ved det faktum, at de fleste gjorde en glorværdig indsats, og at den ville være lykkedes, hvis ikke vestmagterne havde siddet med hænderne i skødet og ladet Nazi-Tyskland og Italien støtte Franco.

Morten Møller: ”De glemtes hær”. 416 s. 300 kr.