skip to Main Content

De nye typer boligspekulanter

Frederiksberg beholder kommunale boliger

Mange nervøse lejere på Frederiksberg kan nu ånde lettet op, efter en enig kommunalbestyrelse har besluttet, at de 15 kommunale udlejningsejendomme alligevel ikke skal sælges. Men det gælder desværre ikke lejerne fra hele Blackstone-sagen, da disse ejendomme ejes af Frederiksberg Boligfond. Sagen handlede om, at den nye type boligspekulanter, investeringsfondene, kunne omgå lejernes førstekøbsret som andelsforening, når en udlejer vil sælge.

Udliciterer driften

En undersøgelse af, hvordan et salg af de kommunale ejendomme kunne arrangeres, blev ellers besluttet af flertallet tilbage i 2016, men forslaget var naturligvis ikke populært blandt lejerne og heller ikke i oppositionen i byrådet.

Lejernes modstand har fået flertallet til at tage planerne af bordet. I stedet har en enig kommunalbestyrelse, ifølge TV2 Lorry, besluttet at udlicitere driften af ejendommene.

Men hvem, der kommer til at overtage driften af ejendommene, skal først i udbud, og så er der normalt betydelig forskel på både serviceniveau og beboerdemokratisk holdning hos de private og såmænd også nogle af de almene aktører.

Vil sælge tre ejendomme

Lejerne i de tre ejendomme, som Frederiksberg -Boligfond ønsker solgt til den aggressive investeringsfonden Blackstone fra USA, er ikke sluppet for truslen om privat spekulation, men fastholder, at de skal have tilbud om selv at overtage lejlighederne.

Det drejer sig om tre af i alt 20 ejendomme: Den Sønderjyske By, Svalegården og Peter Bangs Hus. Ifølge Frederiksberg Boligfond er formålet med salget at kunne løse de økonomiske udfordringer i de resterende ejendomme, der rummer omkring 2.000 boliger fra før 2. Verdenskrig. 

Milliardgæld

”Hensigten er i det rette tempo og med økonomisk ro i maven at arbejde for, at fonden fremover i højere grad lever op til sit formål”, hedder det på fondens hjemmeside.

Det hedder endvidere, at ”det er ikke nogen hemmelighed, at der for år tilbage blev indgået SWAP-aftaler, som fastholder fonden i en for tiden ganske høj rente i forhold til fondens gæld på 1,3 milliarder kr. Fonden kan ikke afdrage på sin gæld via sine nuværende indtægter. Og målet er – overordnet – at øge fondens strategiske og økonomiske råderum”.

Sær konstruktion

Frederiksberg Boligfond er en lidt sær konstruktion. Selv om der er tale om private boliger, har fonden et formål og en vision, der på papiret ser alment ud:

”Fondens formål er, i samarbejde med Frederiksberg Kommune, at drive fondens ejendomme, således at ejendommene udnyttes bedst muligt i funktionel henseende, at der tilvejebringes den bedst mulige brugsøkonomi og at der efter aftale udarbejdes retningslinjer om kommunens anvisning til en del af boligerne. 

Derudover vil Frederiksberg Boligfond være med til at fremme boligkulturelle og boligproduktive formål i Frederiksberg Kommune. For eksempel ved at deltage i projekter vedrørende byfornyelses-, boligforbedrings-, ældrebolig- og ungdoms-boligudvikling eller lignende boligsociale formål”, hedder det på hjemmesiden.

Heller ikke fondens bestyrelse er som almene er mest, hvor der skal være beboerflertal. Bestyrelsen består nemlig af ni personer, hvoraf kun de tre vælges blandt beboerne, mens Frederiksberg Kommunalbestyrelse og KAB-fonden deler de sidste seks. 

Administrationen varetages af PrivatBo, hvor Frederiksberg Boligfond ejer 50 procent af aktiverne.

-Alni

Back To Top