Den nye antikommunistlov skal ophæves

Solidaritet med Bulgariens kommunister!

Det europæiske kommunistiske initiativ fordømmer den nye antikommunistlov og dens provokerende påstand om, at “det kommunistiske styre var forbryderisk”. Loven kræver kommunistiske symboler og slagord på offentlige pladser fjernet, gør anti-kommunistisk propaganda obligatorisk i universitets- og skoleundervisningen og gør det muligt at idømme bøder på op til 2.000 lev (7.600 kr.) for ikke at efterkomme lovens bestemmelser. I gentagelsestilfælde fordobles bøden.

Denne nye antikommunistiske offensiv indgår i de borgerlige EU-regeringers målsætning om at forfalske og omskrive historien, iværksætte forfølgelse af kommunistiske partier og kommunister, kriminalisere deres aktiviteter og forbyde kommunistisk ideologi. Planen tager sigte på ungdommens bevidsthed, som systematisk skal forgiftes med antikommunisme, bagvaskelse af de lande, hvor der blev opbygget socialisme, og retfærdiggørelse og forskønnelse af nazismens og fascismens forbrydelser.

Jo mere EU og EU-landenes regeringer intensiverer deres offensiv mod folkene og arbejderne, des mere vil de benytte sig af primitiv antikommunisme. Men de vil ikke få held med deres anstrengelser. Den Store Oktoberrevolution for 99 år siden viste hele menneskeheden, at folket kan vælge et socio-økonomisk system, som tjener dets interesser – at et folk kan tage sagen i egen hånd og på afgørende måde forandre sit liv.

Vi udtrykker vores solidaritet med de bulgarske kommunister. Vi forlanger en øjeblikkelig ophævelse af antikommunistloven, og vi kræver, at al forfølgelse af kommunister ophører, og at alle forbud mod kommunisternes aktiviteter, ideologi og symboler ophæves.

Antikommunismen skal slås tilbage!