Dengang vi var os – stor kollektivroman

Af Margit Andersen

I tiden mellem de to verdenskrige blev der skrevet ikke så få kollektivromaner, hvor samfundet set i arbejderperspektiv blev skildret gennem f.eks. beboerne i en ejendom eller ansatte i en virksomhed. Denne form har René Jacobsen (f. 1952) genoptaget i sin debutroman ”Dengang vi var os”, der gennem beboerne i en ejendom i Ryesgade fortæller om samfundets udvikling fra 1956 til 2012. En tid han selv, ligesom en del af dette blads læsere, har gennemlevet og er et produkt af.

Med stor detaljerigdom skildres hverdagslivet, som forbindes med den industrielle og politiske udvikling. Det begyndende velfærd med flere forbrugsgoder, men også problemerne i takt med den tekniske udvikling, der ændrer arbejdsformerne, og inden for nogle fag fører til arbejdsløshed og indbyrdes faglige konflikter for i 1956 at udmønte sig i store strejker.

Politisk opstår der også nye brydninger, som da DKP splittes med dannelsen af SF. Der opstår nye politiske organisationer på den yderste venstrefløj, og til den anden side dannes Fremskridtspartiet. Det hele kommer med, stort som småt, og resultatet er blevet en både velskrevet og underholdende Danmarks-krønike om de seneste 60 år.

I huset i Ryesgade er mændene gennemgående arbejdere eller sømænd, mens konerne er hjemmegående, en enkelt der er uden forsørger er handskesyerske. Børnene løber ud og ind hos de forskellige, for man er næsten som en familie, og der er ingen låste døre. Men tiderne ændrer sig. Konerne begynder at arbejde på fabrik, enten for at supplere mandens understøttelse eller for at få råd til fjernsyn, nye møbler og efterhånden noget så luksuøst som en bil. Nogle flytter til bedre lejligheder med altan og bad, og lidt efter lidt går hver deres egen vej.

Der er ikke nogen egentlige hovedpersoner, alle får deres fortælling og har lige meget værdi, men Frank og Per, der tidligt i barndommen blandede blod, er dem, der ligesom binder historien sammen på godt og ondt. Den vege og tilpasningsvillige Frank bliver mønsterbryder, som det hedder i dag, og ender i det store hartkorn langt fra det miljø, han voksede op i, mens den kloge og initiativrige Per ender på bænken.

Romanens titel refererer til en tid, der var præget af en vis fællesskabsfølelse i modsætning til den individualisering og egoisme, der siden har udviklet sig. Jeg tror, det er Erik Clausen, der har udtrykt det i retning af, at engang hed det Første Maj, nu hedder det Først Mig.

Slutningen er trist, og hvordan kan det næsten være anderledes, men det er glædeligt, at en forfatter i en tid, der litterært er præget af navlepilleri, også kaldet autofiktion, skriver en samfundsroman med arbejderklassen som centrum.

René Jacobsen: Dengang vi var os.
Tiderne skifter. 466 sider. 300 kroner.