Det økonomiske råderum

Økonomi

Af Bo Møller

Dette begreb dækker over, at økonomien kun kan være bæredygtig på længere sigt, hvis der er råd til det. Det betyder ret banalt, at der kun er råd til at foretage en serviceforbedring eller investering, hvis der er et økonomisk råderum. Beregningen af råderummet er dog ganske uigennemskuelig og bygger på politisk bestemte forudsætninger, som regnedrenge i finansministeriet har fastlagt. Det drejer sig om udviklingen i produktiviteten, og i arbejdskraftsudbuddet. Der er tale om løst baserede forudsætninger, der så stoppes ind i en EDB-model, som beregner, at det økonomiske råderum fx i 2025 er på præcis 37 milliarder kr.

Som så meget andet stammer ideen om råderummet fra EU. De såkaldte ØMU-kriterier siger, at den offentlige sektors underskud ikke må blive mere end 3 pct. af den samlede produktionsværdi, BNP. I sin iver for at overopfylde EUs krav har vi så budgetloven, der bestemmer, hvor mange penge, det offentlige må bruge fra år til år. Det er disse penge, som er grundlaget for ’råderummet’. Havde man ikke denne EU-begrænsning, så kunne råderummet nemt forøges ved at hæve skatterne eller ved at køre med et underskud i en periode.

Regnemaskinens magt

Det hele bygger på illusionen om, man kan regne sig frem til, hvordan Danmarks økonomi vil se ud i fremtiden. Finansministeriet benytter deres egen udgave af den såkaldte ADAM-model, der er en EDB-model, der søger at belyse udviklingen fremover. Modellen bygger på historiske tal, men også på bestemte økonomiske teorier. En vigtig del i modellen er teorien om, at hvis arbejdsudbuddet øges – altså hvis flere søger arbejde – så vil beskæftigelsen automatisk vokse. Men denne teori tager ikke højde for, at virksomhederne normalt ikke ansætter folk, der ikke kan arbejde mindst 100 pct. effektivt, og kan en virksomhed ikke finde effektive danske arbejdere til en pris, som virksomheden ønsker at betale, så importerer man bare billig arbejdskraft fra udlandet.

Også kritik fra borgerlige

Finansministeriets model er blevet kritiseret af Det Økonomiske Råds formandsskab, de såkaldte vismænd. Deres kritik går især på, at modellen ikke tager hensyn til, at mange offentlige udgifter ikke er penge ud af vinduet, men skaber overskud. Investeringer i sundhedsvæsnet er med til at sikre, at folk bliver hurtigere raske og bliver på arbejdsmarkedet længere tid. Udgifter til børnepasning er en forudsætning for, at begge forældre kan være aktive i produktionen. Investering i uddannelse og forskning er en forudsætning for, at flere kan være med til at give produktionen et kvalitativt løft. Når finansministeriet i beregningerne ikke medtager dette, der med et lidt tomt udtryk betegnes de dynamiske effekter, giver det naturligvis forkerte tal.

Ikke videnskab – men borgerlig politik

Finansministeriets beregninger er ikke bare økonomers jongleren med tal. De er yderst politisk prægede. Det var derfor befriende, at Bertel Haarder kom i pressen med et budskab om, at finansministeriet har for stor magt. Han fremførte, at yngste fuldmægtig i finansministeriet ofte har større magt end en minister, og det havde han ret i. Vi så, at folkeskolereformen var udarbejdet i finansministeriet og ikke i undervisningsministeriet. Lærerblokaden i 2013 var ikke ’bare’ en konflikt mellem lærerne og kommunerne – den blev faktisk startet af finansministeriet (under ’dæknavnet’ Moderniseringsstyrelsen). Det samme ses i utallige andre sammenhænge. Den ’regnemaskine’, som benyttes i finansministeriet, er en alvorlig sag, for dens fejlagtige beregninger fører til ubehagelige serviceforringelser. Det er ikke kun den nuværende regering, der benytter disse beregninger af det såkaldte råderum. Den tidligere socialdemokratisk ledede regering med blå Bjarne Corydon i spidsen byggede sin politik på præcis samme borgerlige teori.