Det pseudohumanistiske samfund

Danmark må til at tage et ordentligt eftersyn af psykiatrien

Af Lilli Rodeck

Siden den første social­reform har psykiatrien spillet en særrolle, da man dengang ikke vidste, hvad sindssygdomme var. Symptomerne var ofte tydelige, men man havde ikke adgang til effektive behandlinger.

Viden om sindssygdomme er øget lidt, men faktisk ved man ikke, hvad der biokemisk ligger bag de forskellige diagnoser. Man har medicin, som nogle gange virker og andre gange ingen effekt har. På den baggrund kan det virke uforståeligt, at man politisk vælger at sidestille somatiske og psykiske sygdomme.

Kommer man på skadestue med et brækket ben, er det tydeligt hvad behandlingen skal være, men kommer man med selvmordstanker eller hører stemmer, er det ulig sværere. Alligevel mener politikerne, at psykiske lidelser er appa­ratfejl, som hurtigt kan fikses. Det betyder, at en hel del mennesker lever et dårligt liv. Der er ikke sengeplads på psykiatrisk afdeling, og distriktspsykiatrien nedskæres over hele landet. De facto er der ikke et seriøst tilbud til disse syge borgere.

Farlige arbejdspladser

Da man indførte distriktspsykiatri, var det tydeligt for de daværende amter, at her var store besparelser. Man begyndte at nedlægge sengepladser og udskrive selv kroniske patienter. Botilbud blev oprettet, men ikke nok til at erstatte de nedlagte senge. Samtidig blev tvangsmedicinering og tvangsbehandling meget sværere på hospitalsafdelingerne og i botilbuddene. Det betød at arbejdsforholdene for personalet blev yderst farlige.

Men også for brugerne blev livet forringet. De såkaldte humanister tror, at stærkt psykotiske mennesker er i stand til at vide, hvad der er godt for dem. Resultatet er desværre en selvmedicinering, som udtrykker sig i stofmisbrug. Den psykisk syge har nu en dobbelt diagnose, hvilket mange regioner ikke ved, hvordan de skal håndtere. Derfor vælger de at gøre ingenting. At det så resulterer i døde plejere og socialpædagoger, er billigere end at oprette de sengepladser, som er yderst nødvendige.

Plads på retspsykiatrisk afdeling

For at en psykotisk person skal være sikker på at modtage den nødvendige behandling, er det desværre nødvendigt at gøre noget drastisk. På den måde kan man sikre sig en sengeplads på retspsykiatrisk afdeling. Og her er der ikke nedskæringer. Sikringen, som lige er åbnet i Slagelse, bliver ikke pålagt besparelser. Måske fordi de bevilgende politikere er bange for at blive udsat for vold fra en af de farlige psykisk syge personer, som nu er på Sikringen.

Danmark må tage et ordentligt eftersyn af psykiatrien. De mange besparelser rammer hårdt og en del af resultaterne er mennesker, som i desperation vælger at kaste sig foran toget eller på andre måder tage livet af sig. Det kan vi ikke være bekendt. Psykisk syge er en ressource for vort samfund. Se på f.eks. Tove Ditlevsen, som ofte var indlagt på Sct. Hans på grund af sin bipolare lidelse. Havde man ikke dette tilbud, ville hun være død, længe før hun gav os bøger og poesi. Andre kunstnere og videnskabsmænd har været patienter på psykiatriske afdelinger. Ved at gøre det svært at blive indlagt og færdigbehandlet, ender mange af disse med enten selvmord eller at gå til i psykoser og misbrug.

Rettigheder til psykisk syge

KPiD kræver, at det er en ret at kunne blive indlagt, når man har behov (ikke når der er plads). Vi kræver, at der bliver oprettet afdelinger over hele landet, som er specialiseret i at behandle psykisk syge misbrugere, og at hjemløse psykisk syge skal have et botilbud, som er tilpasset den enkeltes behov. Det vil forebygge drab.

Vi er et rigt land, som kendetegnes på ikke at behandle syge borgere forsvarligt. Vores pseudohumanistiske politikere kan da ikke tro, at skizofrene mennesker selv vælger et liv med stemmer og andre symptomer. Det er sygdommen som vælger for dem.