skip to Main Content

Dom fører til bølge af døgnanbringelser

Familier, som tidligere fik hjælp til at passe unge med svære handicap i måske 70-90 timer om ugen, får pludselig hjælpen reduceret til 30-37 timer

Af Allan Nielsen

I 2015 slog en landsretsdom fast, at kommunerne ikke lovligt kan udmåle hjælpetimer til overvågning efter servicelovens § 95, stk. 3. Det betød, at de forældre – som indtil da havde kunnet få hjælper døgnet rundt til at passe deres unge voksne hjemme – ikke længere kan få hjælp i de mange timer, hvor den unge ikke nødvendigvis skal have aktiv hjælp, men blot hjælp til overvågning.

Det er typisk unge med så svære fysiske og kognitive handicap, der har behov for hjælp til alt – også til overvågning, når de sover, ser TV eller laver andre ting, som ikke kræver aktiv hjælp.

Men fordi de pludselig kan få et epileptisk anfald, vejrtræknings- og synkeproblemer eller andet, som kræver øjeblikkelig indgriben, så skal der altid være en hjælper tilstede.

Dommen kom bag på de fleste. Derfor indgik en løsning også allerede i drøftelserne i sommeren 2016, da en reform af servicelovens voksenbestemmelser blev drøftet med spastikerforeningen.

Men på trods af ihærdige politiske bestræbelser, så fordampede en løsning op i en helt urimelig diskussion om, hvor horribelt mange millioner, kommunerne pludselig skulle kompenseres med, for at videreføre det, der var almindelig praksis før landsretsdommen.

Tvinges til døgnanbringelse

Konsekvensen er, at kommunerne ikke lovligt kan yde hjælp til overvågning – og derfor ser vi lige nu, at kommunerne over en kam genåbner stort set alle sager om hjælp efter § 95, stk. 3.

Resultatet er, at de familier, som tidligere fik hjælp i måske 70–90 timer om ugen, pludselig får hjælpen reduceret til 30–37 timer.

Alene i Spastikerforeningen er der aktuelt 15–17 sager, som er under genbehandling, og de sager, Ankestyrelsen allerede har afgjort, har borgerne tabt. For loven er, som loven er, siger Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen.

Men det ændrer ikke ved, at alle godt ved, at det er fuldstændig umuligt at passe unge med så svære handicap hjemme med kun 35–37 timers hjælp om ugen. Derfor bliver det umenneskelige valg for de familier, som havner i denne situation, enten at slide sig selv sønder og sammen i et forsøg på at klare den alligevel – eller at kaste håndklædet i ringen og føle sig tvungne til at acceptere, at den unge – mod deres og den unges ønske – døgnanbringes.

– Vi oplever lige nu en systematisk geninstitutionalisering af unge, som man tidligere gjorde alt for kunne forblive hjemme, indtil de og deres pårørende var klar til, at de skulle flytte hjemmefra, siger Mogens Wiederholt.

Hverken rimeligt eller værdigt

Selvfølgelig skal den unge før eller siden flytte for sig selv. Men hvornår den unge er klar til at flytte, er helt individuelt – og det er de ikke nødvendigvis, når den unge fylder 18 år. Nogle er 21, mens andre måske bliver 25 eller 30, før de er klar til at flytte i egen bolig. Mentalt og udviklingsmæssigt er rigtig mange af disse børn væsentligt yngre end deres fysiske alder. Derfor forsøger Spastiker-foreningen bl.a. sammen med Epilepsiforeningen, Dansk Handicapforbund og en gruppe forældre at få genåbnet den politiske debat om den håbløse situation, disse familier er fanget i.

Efter foreningernes opfattelse diskrimineres de unge, som er så svært handicappede, at de ikke kan administrere en personlig hjælperordning (BPA). De får ikke hjælp til et selvstændigt liv på egne præmisser. Deres konventionssikrede ret til selv at vælge, hvordan og med hvem de vil bo, er sat fuldstændigt ud af kraft.

Back To Top