skip to Main Content

Drachmann: Fra Engelske Socialister til Midsommervisen

Af John Poulsen

”Det var nye toner, der lød, da den unge maler Holger Drachmann (1846-1908), Viggo Hørups fætter og Georg Brandes’ ven, i 1872 udgav sine første digte”. Sådan skrev Otto Gelsted i Land og Folk den 9. oktober 1946 i anledning af Holger Drachmanns 100 års fødselsdag. Den digtsamling, der hentydes til, indeholdt bl.a. et af hans mest kendte digte ”Engelske Socialister”, som Gelsted kaldte et mesterstykke, hvori han skriver: 

Guds død! Hvi kender I ej Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke, 
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive; 

Baggrunden for digtet var Drachmanns ophold i London i 1871, hvor han var taget hen for at skabe en ny tilværelse for sig selv og sin kommende hustru. Da han ikke havde mange penge, måtte han bo i et snedkerværksted, og for første gang i sit liv oplevede han de usle forhold, arbejderbefolkningen levede under, og gennem kontakt med landflygtige kommunarder fra Pariserkommunen fik han sympati for den socialistiske ide. 

Digtet blev trykt under pseudonymet Marc Cole i novembernummeret af Nyt Dansk Månedsskrift i 1871 og senere i ugebladet Socialisten. Georg Brandes roste digtet meget og sagde til ham:”De er jo digter”.  

Hvem var Drachmann?

Men hvem var Holger Drachmann? Det får man et godt indtryk af i Kurt L. Frederiksens biografi ”Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands”, hvor han giver en fin skildring af dennes liv og virke. Omdrejningspunktet i bogen er de fem kvinder, der kom til at spille en stor rolle i hans liv. 

Drachmann kom fra en borgerlig familie, men faderen havde arbejdet sig op fra barber til at blive en anset læge og kirurg. Allerede på et tidligt tidspunkt begyndte han at tegne, og da han med stort besvær var blevet student, var det hans ønske at blive maler. Han blev optaget på Kunstakademiet og tog på en lang studierejse til Skotland, Spanien og Sicilien for at uddanne sig, men det var ikke meget, han fik solgt, og han gav sig derfor til også at skrive. 

Hans første bog ”Med kul og kridt” udkom i april 1872 og blev i november fulgt op af ”Digte”, som bl.a. indeholder Engelske Socialister. I begge bøger kommer han ind på sine oplevelser i London. Maleriet og tegneriet blev ikke lagt på hylden, men det meste af sin tid brugte han på at skrive, og det blev til mange bøger, avisartikler og hyldestdigte til forskellige lejligheder.   

Et skridt mod højre

Men hans revolutionære holdninger holdt ikke så længe, den romantiske rem fik overtaget, og han begyndte at flirte med Estrups højre. 

Rejsebogen fra det tabte Sønderjylland ”Derovre fra Grænsen”, som udkom i 1877, blev meget rost af højrepressen, og den konservative kultusminister blev så glad for den, at han fik sat Drachmann på finansloven i det år med et beløb på 1.000 kr. 

Helt anderledes var modtagelsen på venstrebladet ”Morgenposten”, som skrev, at ”den forlorne søn er vendt tilbage til sin faders hus og har tøjret sig under det hjemlige tags sæder og meninger. Man har slagtet de fede Københavneres yngling, Danmarks kæledægge. Heise vil sætte hans vers i musik, Berlingske Tidende vil kalde ham ”den begavede lyriker” – højere kan som bekendt ingen dansk digter drive det til”. Det vides ikke, om det var Hørup eller Brandes, der skrev anmeldelsen.    

I 1882 og 83 brød han personligt med brødrene Brandes og Hørup, og det medførte, at han var persona non grata i mange år i det nye dagblad ”Politiken”, der hverken omtalte eller anmeldte hans bøger. 

Først i begyndelse af 90’erne, da Drachmann trak lidt til venstre, blev de igen venner, og han begyndte at skrive i Politiken, men det blev aldrig det samme som i de gode gamle dage.  

Ikke arbejderdigter

Nogen arbejderdigter blev Drachmann ikke, selv om en række af hans digte blev trykt i ”Sangbog for Arbejderklassen”, som udkom i 1886. Han var ikke et politisk orienteret menneske men en følelsesladet, poetisk sværmer, der dog bevarede en kerne af folkelighed i sig. 

Både i maleriet og digtningen indførte han havet, og hans sympati for fiskerne på Skagen kom bl.a. til udtryk i bogen om redningsmanden Lars Kruse, der på grund af den, med ti års forsinkelse, fik dannebrogsordenen for sin heltemodige indsats. Da Lars Kruse i 1894 druknede, blev der rejst en mindesten for ham, men Drachmann benyttede lejligheden til i en artikel i Politiken at harcelere over, at mindestenen kunne der blive råd til, men ikke en ordentlig aflønning til de fiskere, der risikerede livet for at redde andre.

I dag er han mest kendt for sin midsommervise, som stadig synges ved bålene Sankt Hansaften. Malerierne kan især ses på Skagen Museum og i hans hus, Villa Pax, også på Skagen, som efter hans død blev museum. Villaen blev købt for midler indsamlet blandt Skagboerne i 1910.   

Kurt L. Frederiksen: Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands. Gyldendal. 424 s. 400 kr.

Engelske Socialister

(Uddrag)

Henover Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride 
Vælte sig Flodens mudrede Vande ,
Og som indbuden Gjæst til det smudsige Leje, 
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veie,
Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen. 
Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!

I Læ for Vinden, i Ly for Taagen, 
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder – 
Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder, – 
Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten, 
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden; 
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben, 
Øllet gaaer om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben, 
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet; 
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke. 
Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

Han knytter Næven, den fedtede Hue 
River han bort fra den brede Pande 
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
»Kammerater«, raaber han,»der gik Standen, 
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage, 
Dem gemme vi til de kommende Dage.

»Høre I Stormen, mærke I Strømmen? 
Det bryder omkring os paa alle Kanter. 
Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,
Men i Morgen maaske er det Dommen og Døden. 
I saa’ jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande; 
Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.

»Guds Død! Hvi kende I ej Eders Styrke, 
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer 
Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke, 
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: –
»Her er Biblen til Eders slunkne Maver«. 
For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden, 
For Huslejen Veksler paa Evigheden.

Back To Top