Skip to content

Dusja og Erik

Af John Poulsen

Når man i gode gamle dage besøgte Moskva, måtte man altid ud og hilse på Dusja og Erik. Under disse besøg hørte man af og til lidt om, hvordan de havde mødt hinanden i Rostock i 1943, men først i 1987 kunne vi få hele den spændende historie, da Erik Carlsen (1921-2004) fik udgivet bogen ”Sidste tog”.

Men stadig manglede vi noget om Dusjas opvækst i Ukraine og om deres liv efter 1945 i Danmark og Sovjet. Nu har deres søn, Aksel Carlsen, med bogen ”Kærlighed i krig og fred”, fyldt disse huller ud ved hjælp af forældrenes fortællinger og tilføjelse af hans egne oplevelser sammen med dem.

Ikke mindst er Dusjas (f. 1925) historie interessant. Hun voksede op i landsbyen Krinitjnoje i det nordøstlige Ukraine, hvor det ikke just flød med mælk og honning den gang, f.eks. kom der først strøm til byen i 1960’erne, men til gengæld var der sammenhold og solidaritet og et rigt kulturliv.

Gennem hendes beretning får vi et indtryk af, hvordan forholdene lidt efter lidt forbedredes, indtil Nazi-Tyskland rykkede ind i Sovjetunionen den 22. juni 1941. I december 1942 blev hun, kun to uger før hendes landsby blev befriet af den Røde Hær, udskrevet som tvangsarbejder og sendt til Rostock. Der fik hun arbejde i et køkken, og samtidig ankom Erik som tysklandsarbejder til samme lejr, og de blev forelsket i hinanden.

Det store problem var, hvordan Erik kunne få Dusja med til Danmark, men ved snedighed og held lykkedes det for dem og to andre ukrainske piger med danske kærester at slippe ud af Tyskland i april 1945. Det er Erik, der på sin lune måde fortæller denne historie, der er spændende som en roman.

I Danmark blev de begge meget aktive medlemmer i DKP, selv om familien hurtigt blev forøget med to børn. Erik fik arbejde ved sporvejene, men blev i 1956 fyret, hvorefter de tog den store beslutning af flytte til Ukraine. Det var en af de republikker, der var blevet mest ødelagt under krigen, så det var svært at få en lejlighed, og i begyndelsen måtte de bo under trange forhold hos venner fra Rostock-tiden, men for Dusja var det en stor glæde at komme hjem og gense sin familie.

Men opholdet i Ukraine blev kort, for i 1957 fik Erik tilbud om ansættelse ved Moskva Radio, og Dusja fik arbejde som tolk og oversætter. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 valgte de at vende tilbage til Danmark.

Bogen er velkomponeret og interessant læsning, uanset om man kender de to hovedpersoner eller ej. Den kan købes i Bogcafeen Ny Tid.

Aksel V. Carlsen: Kærlighed i krig og kaos. Frydenlund. 234 s. 299 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk