En forfejlet model

Den mine, som i dag er eksploderet i Barcelonas gader, lagde spanierne selv ud i 1978

Bjørn Nistad, Friheten

Den spanske stat er brudt sammen. Efter politiets og civilgardens brutale undertrykkelse af den catalanske befolknings forsøg på at gennemføre en folkeafstemning om løsrivelse, er det umuligt at se, hvordan Spanien skal kunne lappes sammen igen. Madrid har valget mellem at anerkende Cataloniens uafhængighed eller at forholde sig til et catalansk folkeoprør, som vil kunne udvikle sig til en terroristisk frihedskrig.

At centralmagten har optrådt på en meget lidt gennemtænkt måde, er åbenbart. Den burde have ladet catalanerne gennemføre folkeafstemningen og insisteret på nye forhandlinger, dersom et flertal havde stemt for uafhængighed.

Konflikt om sprog, kultur og økonomi

Den virkelige årsag til den spanske stats sammenbrud er imidlertid ikke centralmagtens håndtering af folkeafstemningen, men den decentraliserede styrings-model spanierne indførte efter afviklingen af Franco-diktaturet i 1970’erne.

Forfatningen af 1978 inddelte Spanien i 17 autonome områder og to autonome byer, som alle har deres egne styringsorganer med betydelig myndighed. Resultatet blev – som man kunne have forudset, det ville blive – at regionale ledere brugte krav om større uafhængighed fra Madrid, mere kontrol med egne skatteindtægter og lignende til at befæste deres egen magtbasis. Desuden opstod en masse konflikter om sprog og kultur, ikke mindst hvad der skulle være undervisningssproget i skole og universitet. Folk, som talte spansk, blev allerede i 1990erne i Catalonien og andre områder betragtet som uønskede tilflyttere og udsat for diverse former for diskriminering.

Til denne situation kan lægges krisen i verdensøkonomien i 2008-09, som ramte Spanien hårdt, det forhold, at Catalonien er et rigt område, som overfører store summer til fattigere regioner i Spanien, ambitiøse lokale ledere og en ufleksibel centralmagt, og så har man en krudttønde, som måtte eksplodere.

Lighedspunkter

Det drama, vi er vidne til i Spanien, har mange lighedspunkter med opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien. Både sovjetlederne og de jugoslaviske socialister forsøgte at løse det nationale spørgsmål ved at oprette nationale republikker, hvor indbyggerne fik visse kulturelle rettigheder.

Så længe stærke ledere som Stalin, Bresnjev og Tito sad på magten, fungerede ordningen med nationale republikker. Da den socialistiske samfundsorden kom under pres i 1980erne, forvandlede kommunistiske apparatnjiker i både Sovjetunionen og Jugoslavien sig til separatistiske nationalister, for derved at beholde deres magt. Samtidigt voksede folkelige bevægelser frem, som krævede en privilegeret status for deres eget sprog, kontrol over egne skatteindtægter og lignende. I kaosset efter det mislykkede statskupforsøg i august 1991 brød Sovjetunionen sammen. Og i Jugoslavien kastede demagogiske ledere befolkningen ud i en blodig borgerkrig.

Sovjetunionen og Jugoslavien

Opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien var ikke uundgåelig. Med forstandigere ledere kunne begge stater have været bevaret og moderniseret. Pointen er, at ordningen med nationale republikker gjorde en udvikling mod et statsligt sammenbrud sandsynlig, når der ikke fandtes en stærk og velfungerende centralmagt.

Institutionelle ordninger fanger. Hvis nogen i 1990erne havde sagt, at der kunne opstå en konflikt mellem Rusland og Ukraine, ville både russere og ukrainere have leet af påstanden. Oprettelsen af en uafhængig ukrainsk stat i 1991 gjorde imidlertid, at der opstod en klasse af ukrainske politikere, som knyttede deres fremtid til at forsvare det, de fremstillede som ukrainske interesser, i første række overfor Rusland. Der blev oprettet institutter, som skulle fremme ukrainsk identitet, lærebøger, der fremstillede ukrainerne som ofre for russisk og sovjetisk imperialisme dukkede op, og kampagner for at ”ukrainificere” skolevæsenet blev igangsat. I dag – efter statskuppet i 2014 – betragter mange ukrainere Rusland som en fjende, og Ukraine og Rusland er på kanten af en krig. Godt hjulpet af NATO og EU.

Centralmagt og regionalmagt

I Storbritannien bidrog oprettelsen af et skotsk parlament og decentralisering i 1990erne til at forstærke den skotske nationalisme, med folkeafstemningen om skotsk løsrivelse fra centralmagten i 2014 som resultat. London og Edinburgh skændes i dag om forholdet til EU. Det forenede kongeriges fremtid virker usikker.

Overførsel af magt til regionale styringsorganer er ikke nogen god måde at løse nationale og kulturelle konflikter på. Tværtimod vil oprettelsen af regionale styringsorganer fører til, at der dukker lokale ledere op, som bruger forsvar for lokale interesser til at befæste deres egen magt, med en tilspidsning af forholdet mellem centralmagten og regionerne som resultat.

Vladimir Putin havde sandsynligvis ret, da han som svar på et spørgsmål om sit syn på sovjetisk nationalitetspolitik sagde, at bolsjevikkernes oprettelse af nationale republikker var det samme som at lægge miner med forsinket udløsning ud under den russiske stat. Den mine, som i dag er eksploderet i Barcelonas gader, lagde spanierne selv ud i 1978.