skip to Main Content

En moderne form for slaveri

Af John Poulsen

Siden 1969, da Ken Loach debuterede med Kes, har den nu 83-årige instruktør lavet indignerede politiske og sociale film, og med Jeg, Daniel Blake,som i 2016 vandt den Gyldne Palme i Cannes, troede man, at toppen var nået, men det var den ikke. 

Sorry We Missed Youer det bedste og værste af alt, hvad han har præsteret. Bedst fordi den med hård hånd tager fat om et helt aktuelt og presserende arbejdsmarkedsproblem, og ”værst”, fordi den gør det så overbevisende, at det rammer lige i hjertekulen på tilskuere, der har et hjerte, at følge denne arbejderfamilie, der trods den bedste vilje og en overmenneskelig arbejdsindsats bliver smadret af et system, der tillader, at arbejdsgivere presser de ansatte ud over den yderste grænse.

En film kan selvfølgelig ikke skabe revolution, men denne er et opråb om, at noget er rivende galt, og at arbejderklassen og fagbevægelsen må samle sig til oprør mod den udvikling, der er godt i gang med at ødelægge, hvad der er opnået gennem mange års kamp. Det gælder ikke kun i England men overalt, også i vores smørhul, hvor det bliver mere og mere almindeligt at lave 0-timers kontrakter, hvor man kun får løn for de timer, man arbejder, og hvor feriepenge og løn under sygdom er en by i Rusland. Det sker under foregivelse af, at den ansatte er selvstændig og selv bestemmer sin arbejdstid, men i virkeligheden er det en form for moderne slaveri, hvor den ”selvstændige” totalt er underlagt firmaets bestemmelser uden selv at have nogen rettigheder.

Her handler det om en lille, harmonisk familie i Newcastle. Ricky er bygningsarbejder, men har siden krisen i 2008 haft alle mulige jobs, for han er af den gammeldags type, for hvem det at gå på støtten er en æreskrænkelse. Hans kone Abbie er hjemmehjælper i et privat firma, hvor hun bliver aflønnet efter besøg og ikke for den spildtid, der kan være imellem dem, og ej heller for transporttiden fra den ene til den anden. Transporten må hun selvfølgelig selv sørge for og bekoste. 

Da Ricky igen bliver arbejdsløs, søger han arbejde i pakkeudbringningsfirmaet PDF, hvis navn til forveksling ligner DPD, som Postnord arbejder sammen med. Han får jobbet, da han med glæde siger ja til en 0-timers kontrakt, for det betyder, at han kan arbejde mere end otte timer om dagen og derved tjene så meget, at han kan komme af med den gæld, der har oparbejdet sig i de dårlige tider. Han får betaling for hver afleveret pakke, men bliver fratrukket fejlleveringer og forsinkelser. Han skal selv sørge for bil, den kan dog lejes af firmaet til ågerpris, og Ricky køber derfor en varevogn, hvad der indebærer, at Abbies bil må sælges for at få til udbetalingen, så derefter er hun henvist til offentlig transport fra klient til klient.

De to knokler løs, det går ud over hjemmelivet, og børnene er meget alene. Seb er en trodsig teenager med en kunstnerisk åre, og han forstår ikke altid at navigere i sin verden. Liza Jane er et par år yngre og en klog lille pige, men også de kloge kan dumme sig.

I filmen er der passager, hvor vi oplever familiens samhørighed og vilje til at komme igennem kontroverser og problemer, men viljen slår ikke til mod overmagten. 

På et tidspunkt bliver Ricky overfaldet af nogle bøller under sit arbejde og kommer så slemt til skade, at han må på hospitalet. Men han kan ikke tillade sig at være syg, for han skylder for bilen, for de pakker røverne stjal og ikke mindst for det dyre stykke elektronik, der registrerer ham under udførelsen af hans arbejde, og som blev smadret under røveriet. Filmen slutter med, at han trods sin elendige tilstand og familiens protester tager på arbejde. Resten må vi selv forestille os, og det har man slet ikke lyst til.

Her er altså muligheden for at se en gribende, velspillet og helt aktuel politisk film, og skulle man ikke have set Jeg, Daniel Blake, så kan vi også anbefale den varmt. Den kan købes som DVD for 50 kroner eller lånes på biblioteket.

Sorry We Missed You. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Premiere 12. december

Back To Top