skip to Main Content

En svunden sommer

Af Margit Andersen

Så er Einar Már Gudmundsson på banen igen med en ny roman. Den kunne have heddet ”Sommeren med Inga” eller ”En digter fødes”, men det lyder lidt banalt, og den hedder da også ”Pasfotos”, hvad der ikke siger så meget til at begynde med, men efter endt læsning er lige det den er. Et vrimlende portrætgalleri af mennesker, fortælleren møder en sommer i 1978 og af mange andre, for der er sidespring bagud og forud. Desuden er der også et ironisk selvportræt.

På omslaget står der, at det er en roman, men måske er det ligeså meget et erindringsværk, selv om fortælleren ikke hedder Einar men Harald, kaldet Halli, for på Island har alle mænd kælenavne, der ender på i. For øvrigt kan det være lige meget, om bogen er det ene eller det andet, for som Halli siger, så er tingene sjældent, hvad de udgiver sig for at være.

Halli er en ung islænding, der studerer litteratur og færdes blandt Reykjavik-bohemer, der består af mere eller mindre venstreorienterede, intellektuelle og anarkister. Han forsøger sig også udi digtekunsten og har fået spalteplads til nogle af dem i anarkisternes blad.

Men Halli og en ven har store planer, de vil ud og opleve verden, og dertil skal der bruges penge. Han er ikke født med en guldske i munden, men har fået så meget andet fra sin arbejderfamilie, og de to gutter tager med gå på mod til Norge for at grave guldet op af grøfterne. Halli er ikke bange for at bruge næverne til andet end til at holde om digterpennen, så der kommer penge i kassen til den store Europarejse.

Man siger, at Paris er kærlighedens by, men man siger så meget, og for Halli bliver det Oslo, hvor han møder Inga, som tager med ham på rejsen, der går til Grækenland og Italien. Det ser ud til, at de bliver sammen også derefter, selv om det ikke er småting, Halli ind imellem byder sin hjertenskær. Ikke fordi der er noget ondt i ham, men han er jo ved at finde sit ståsted i tilværelsen og har det med at snuble, når der kommer flasker på bordet.

Når man fortæller en hi-storie, kommer man tit i tanke om noget, der lige må med, selv om det ikke helt hører til i den, mens andet må gemmes til en anden gang, for at den ikke skal blive for vidtløftig.

Sådan er Hallis beretning om hin sommer også, den går i zigzagkurs tilbage til barndommen, som var præget af broderens sygdom, frem til grøftegraveriet i Norge og videre frem til rejsen og de mennesker, han møder dér, bl.a. nogle med tilknytning til De Røde Brigader og diverse rusmidler, der hurtigere tager livet af folk end dem på flaske.

Roman eller ikke roman, og fortalt som var det ved køkkenbordet derhjemme, så er bogen et velkomponeret tidsbillede, politisk, kulturelt og menneskeligt. Et muntert og vemodigt tilbageblik på en tid, hvor alt var muligt, og ikke mindst er den en hyldest til litteraturen, som for Halli er det, der udvider horisonten og afklarer ham. Sådan er Pasfotos også, og den måtte såmænd gerne have været mere vidtløftig, men de historier må vi have til gode.

Einar Már Gudmundsson: Pasfotos. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Lindhardt og Ringhof. 360 sider. 250 kroner.

Back To Top