skip to Main Content

Erna i krig – Om krig og kærlighed

Af Margit Andersen

Det var med nogen skepsis, at jeg gik ind for at se filmatiseringen af Erling Jepsens roman ”Erna i krig”, for hvordan kunne hans særegne blanding af tragedie, sort humor og satire, der undertiden nærmer sig det groteske, overføres til lærredet? Min skepsis blev gjort til skamme, for det har man klogeligt undladt og i stedet holdt sig til fortællingens kerne.

I 1918 rasede 1. Verdenskrig på sidste vers, og tyskerne indkaldte revl og krat af mænd, der endnu ikke var under våben, også dem der havde attest på, at de var uegnede til krigstjeneste. Det er tilfældet med Kalle (Sylvester Byder), fordi han ikke har for mange kopper i skabet, som man siger i Bramstrup, hvor han bor sammen med sin mor Erna (Trine Dyrholm). Mor i biologisk forstand er hun ikke, men af hjertet er hun det i højeste grad. Som spæd blev han anbragt foran hendes dør, for Erna var kendt som englemagerske, altså sådan en som diskret skaffede småbørn af vejen. 

Men det blev ikke Kalles skæbne, og siden da har hun sørget for, at ingen skulle krumme et hår på hans hoved. Det er der fare for nu, da Kalle bliver indkaldt, fordi Bramstrup uheldigvis ligger i Sønderjylland, der dengang hørte til Tyskland.

Erna prøver først at overbevise kommandanten om, at Kalle er for dum til at være soldat, men det er der på det tidspunkt ingen, der er. Da den ikke går, er der ikke andet at gøre, end at hun må tage med i krig for at passe på ham. Det lykkes hende at skaffe sig en uniform og en falsk identitet, og hun og Kalle havner i en gruppe med andre dansksindede. Selvfølgelig går det ikke at spille mand i det intime samvær, og Erna bliver en slags Mutti for ”drengene”, men er udadtil stadig Julius Rasmussen.

Gruppen bliver, som kvæg til slagteriet, sendt ud i skyttegravene ved Somme, og et slagteri er det. Forholdene i skyttegraven, hvor de opretholder en slags liv, er horrible, men Erna formår trods alt at skabe en smule hjemlig hygge i svineriet og så nogenlunde at holde styr på gutterne og på Kalle, som ellers er begyndt at rykke sig i tøjret og også selv vil bestemme.

Under alle forhold er kærlighedsdriften ustyrlig og således også her. Feldwebel Meier (Ulrich Thomsen), som Erna kender hjemme fra Bramstrup, er enkemand og truer Erna til at love at gifte sig med ham efter krigen, mod at han sørger for, at hun og Kalle kommer igennem den sammen, men det bliver Anton (Anders W. Berthelsen), der løber af med Ernas hjerte og dyd, selv om han har kone og børn derhjemme.

Under et katastrofalt fransk angreb bliver gruppen skilt fra hinanden, og Erna havner i fransk fangenskab, mens Kalle slås videre og bliver krigshelt og til sin stolthed får tildelt jernkorset. Da krigen er slut, genforenes de to i Bramstrup, og Erna bærer på et minde om Anton, der vokser for hver dag.

Filmen er en stærk skildring af krigens gru og vanvid og af kærlighedens magt. Den er noget forkortet i forhold til romanen, men det fungerer fint. Der kunne måske have været skåret lidt i bombardementscenerne, men det er på den anden side deres gentagelser, der giver en fornemmelse af, hvor frygteligt det har været. Skuespilpræstationerne kan kun roses, ikke mindst Sylvester Byders, der med sin udtryksfulde og varierede mimik viser, hvad der foregår i Kalles ret tomme skab.

Erna i krig. Instruktion Henrik Ruben Genz. Manuskript Bo Hr. Hansen og Ruben Genz

I forbindelse med filmatiseringen har Gyldendal genudgivet romanen. 320 sider. 150 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk