Hvad er op og ned i den etniske krise i Burma/Myanmar?

Folket betaler prisen for de imperialistiske sammenstød

FN’s sikkerhedsråd annoncerer ”øjeblikkelige skridt” overfor de burmesiske myndigheder for at stoppe den ”umådeholdne vold” mod det muslimske Rohingya mindretal, der flygter massivt til Bangladesh. FN’s nye generalsekretær A. Gutierres taler om etnisk udrensning, E. Macron taler om ”folkemord” og om ”etnisk udrensning”. Tonen er lagt!

Medierne sælger os den samme sang om volden i Myanmar, det gamle Burma. Ifølge dem bliver de muslimske Rohingyaer uretfærdigt fordrevet, jaget og dræbt af buddhister og af hæren i staten Arakan tæt på grænsen til Bangladesh. På deres side er også mange arakanske buddhister flygtet fra deres byer til Arakans hovedstad for at undslippe en knusende vold. Det er ikke et tilfælde, at spændingerne findes i de etniske regioner med de fleste ressourcer.

Hvad startede situationen

Den 25. august angreb en gruppe terrorister fra Arakan Salut Rohingyas Arme, der er understøttet af Saudi-Arabien, 30 politistationer i staten Arakan i Myanmar og dræbte 12 politibetjente og 2 civile.

Den burmesiske regering reagerede med en militær operation. 59 oprørere blev dræbt. Krudtet var blevet tændt, et islamisk oprør udviklede sig i regionen. Det kalder sig Arakan Salut Rohingyas Arme (ARSA) og ledes af Ataullah abu Ammar Junjuni, en pakistansk jihadist. Han er født i det store Rohingya samfund i Karachi i Pakistan, er opvokset og uddannet i Saudi-Arabien og er imam. Den militære uddannelse, han har modtaget i Pakistan, tillader ham at danne en stærk guerillahær på 1000 radikale islamister.

Reuters Bureau meddelte allerede i slutningen af 2016, at denne jihadistiske gruppe var dannet, ledet og finansieret af Pakistan og Saudi-Arabien.

Ikke kun en lokal konflikt i Myanmar

Man viser os rædslerne i flygtningelejre og den tragiske situation, de bengalske flygtninge befinder sig i.

Men flertallet af de lande, der forlanger, at det ”inter-nationale samfund” gør noget, er de ansvarlige for skabelsen af disse millioner af flygtninge, og det er disse lande, der har startet folkemordet. Det være sig her, men også i Afrika, Syrien, Libyen, Iran, for bag disse konflikter skjuler sig de store imperialistiske magters geopolitiske interesser.

Burmas premierminister Aung San Suu Kyi, -mod-tager af Nobels fredspris, er blevet sat på pladsen for at forsvare vestens interesser i regionen, men hun vender sig til Kina og dets projekter omkring den nye kinesiske silkevej (OBOR), som er en kæmpestor chance for at finansiere enorme infrastruktur projekter, mens befolkningen lige netop formår at overleve.

Kinas rolle

Staten Arakan spiller en vigtig rolle i denne vej, for Kina handler det om forbindelse til det Indiske ocean.

Kina forventer at tjene 1 mia. dollars på at skabe en økonomisk zone på øen Ramree og en dybvandshavn ved Kyaukphyu med olie- og gaspipelines, som forbinder dem med Yunan provinsen i Kina og tillader import af kulbrinte fra den Persiske golf.

Kina tøver ikke med at skabe organer for at udvikle sin internationale handel såsom ”Silkevejen”, der skal beskytte dets varers bevægelse mod Centralasien, Rusland og Europa, ASEAN-Silkevejen med hurtig forbindelse mellem Kina, Laos, Thailand, Malaysia og Singapore. Dertil den fremtidige højhastigheds-jernbane gennem Centralasien mellem Kina og Iran, Kinas Trans- afrikanske jernbaneprojekter og mange andre projekter.

Denne kinesiske imperialistiske pol bekymrer den amerikanske imperialisme, men også den japanske, sydkoreanske, indiske, australske og europæiske kapitalisme.

Brikker i skærpet konkurrence

I dette billede af skærpet konkurrence mellem de store kapitalistiske magter kan man forvente, at nogle, for at vinde markedsandele i de mest givtige sektorer, skubber yderligere på med spændinger, krige, ”opstande” og terrorisme. Det er en krig mellem imperialistiske kræfter for at dominere folkeslag og bemægtige sig deres rigdomme.

De muslimske Rohingyaer er kun brikker i dette spil, folkene betaler prisen for de imperialistiske sammenstød. Arbejderne har intet godt at vente sig af disse konfrontationer. Den eneste vej er kampen mod kapitalismen for at overvinde det system, der skaber konflikterne og trækker menneskeheden mod en katastrofe.

At overvinde kapitalismen, og opbygge socialismen er den eneste mulige vej i dag.

Oversat artikel fra netavisen Communistes Hebdo, www.sitecommunistes.org
Oversættelse Elin Søborg