skip to Main Content

Euroen har skabt større ulighed og fattigdom i EU-landene

Af Karen Sunds

Vi har nu 20 års erfaringer med, hvad den fælles mønt, euroen, har betydet for befolkningerne i euro-landene. Var det fredelig sameksistens, økonomisk vækst og velfærd, som tilhængerne bedyrede? Eller fik vi modstandere ret i vores forudsigelse, at fælles mønt fører til øget ulighed og modsætninger landene imellem?

Vi står i dag med en eurozone, der er mere præget af fattigdom og økonomisk ulighed, end vi modstandere havde forestillet os.

Den proces, hvor landene i eurozonen fjerner sig fra hinanden, startede i det øjeblik, euroen blev etableret, og landenes valutakurs blev låst fast. Landene mistede deres mulighed for at føre selvstændig økonomisk politik. Hverken valutakursen, rentepolitikken eller finanspolitikken har man mere national kontrol med. Det bliver styret fra Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen.

På ti år øger Tyskland, der har en stærk konkurrenceevne, sin eksport til Spanien, Portugal, Grækenland og Italien med 240 procent. De sydeuropæiske lande bliver kørt over af tysk eksport.

Det er den direkte årsag til, at det går galt for disse lande. Når de hjemlige firmaer udkonkurreres af tyske varer, er resultatet arbejdsløshed, stærkt voksende udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og manglende skatteindtægter.

Det er kendt, hvordan EU håndterede finanskrisen. I samarbejde med IMF blev der pumpet kolossale beløb ud til bankerne for at redde euroen fra kollaps, de såkaldte ”bailouts”. Dette blev efterfulgt af, at den såkaldte ”Trojka” tog rundt i landene og dikterede nedskæringer i det offentlige forbrug.

IMF har beskrevet det klart: ”Den græske bailout havde det formål at redde euroen og nogle nordeuropæiske banker, men det var den almindelige græker, der betalte” (IMF´s årsrapport fra 2016). Grækenlands BPN faldt med 11 procent de første tre år. Lønnen faldt med over 20 procent.

Resultatet har været stor bitterhed og dybe modsætninger i EU mellem ”syd og nord”. Det er imidlertid meget forkert at tro, at det er de modsætninger og konflikter, vi stadig slås med. 

Faktisk er det ikke primært finanskrisen, der har forårsaget den enorme fattigdom og ulighed, der eksisterer i EU. Den vigtigste faktor er den økonomiske politik, som EU har ført i kølvandet på krisen.

Håndfast har Bruxelles dikteret systematiske nedskæringer i den offentlige sektor, i det offentlige forbrug, i de sociale ydelser, i løn og arbejdstagerrettigheder. Diktaterne kommer via de politiske pagter: Europluspagten, den såkaldte sixpack og finanspagten.

Fra 2008 til 2018 gennemførtes mere end 400 arbejdsmarkedsreformer på direkte anvisning fra EU-Kommissionen. Forbilledet er den tyske Hartz-reform: Bunden skal slås ud af løndannelsen, så der skabes et kæmpe arbejdsmarked af lavtlønnede uden rettigheder, altså ”working poor”. 

Det er den direkte årsag til, at eurozonen i dag lider af fattigdom og ulighed i en grad, som man skal mange årtier tilbage for at finde magen til. Det udspringer af den økonomiske politik, som EU har grundlovsfæstet i sine traktater.

Euroen er ikke ”bare” en fælles mønt. Den er bundet fast til en ultraliberal økonomisk politik. Hvor var det godt, at danskerne tog sagen i egen hånd for 20 år siden og sagde nej til euroen.

Back To Top