Familiefilm – ikke hyggefilm

Af Margit Andersen

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man få den tanke, at der er skruet lidt rigeligt op for fantasien i filmen Flugten til Nice. Men det er ikke tilfældet, for den ene af de to brødre, der i filmen gennemrejser Frankrig på flugt for nazisterne, er forfatter til bogen, som filmen bygger på.

Joseph Joffo (f. 1931) debuterede i 1973 med denne selvbiografiske roman, der med titlen En pose kugler udkom på dansk i 1975. Den er blevet oversat til 22 sprog og solgt i 20 mio. eksemplarer, er pensum i franske skoler, har været dramatiseret til teater og er nu for anden gang filmatiseret.

Joseph er yngste søn i en jødisk familie i Paris. Faderen har en lille frisørforretning, hvor de to ældste sønner også arbejder, mens Joseph og hans lidt ældre bror Maurice går i skole. Det er en harmonisk og kærlig familie og alt er godt, også selv om nazisterne har besat Nordfrankrig. Men da det i 1941 bliver påbudt, at alle jøder skal bære den gule stjerne, ændrer det sig. Antisemitismen var ikke fremmed for franskmændene, og da børnene i skolen bliver opmærksomme på, at Joseph og Maurice er jøder, ser de dem ikke mere som deres kammerater, men som noget udskud, der skal kanøfles. Politiet kommer for at indkalde de to ældste sønner til samfundstjeneste i Tyskland, men det lykkes dem at flygte. Nu blinker de røde advarselslamper, der lægges råd op, og det bliver besluttet at familien skal dele sig, forældrene for sig og de to drenge for sig, og flygte til den frie zone for at mødes i Nice.

Drengene bliver med hårdtslående argumenter belært om, at de for enhver pris skal benægte, at de er jøder og ikke stole på nogen. Den lærdom får de brug for på deres odyssé, men de oplever også, at der er mennesker, man kan stole på, og som vil risikere noget for at hjælpe andre. Nogle gør det gratis, andre skal have betaling.

Det lykkes faktisk familien at blive genforenet i Nice, men da Italien kapitulerer og tyskerne overtager magten, må de igen flygte, denne gang op i landet, og igen delt op. En tid opholder drengene sig på en katolsk kostskole, men efter ved et tilfælde at være faldet i tyskernes hænder og kun reddet ved noget nær et mirakel, flygter drengene videre og ender i en mindre by. Maurice bliver tjener på en restaurant og Joseph bybud for en boghandler, der er fanatisk Petain-tilhænger og jødehader. Her stopper rejsen indtil befrielsen, hvor de kan fortsætte retur til Paris i håb om, at deres forældre og brødre har overlevet.

Fra først til sidst bliver man grebet af historien, for det er ikke småting, de to gutter må klare sig igennem, og det, at det er børn der bliver udsat for disse ting, virker meget stærkt. Drengene udvikler sig da også til små voksne, der må træffe valg og påtage sig ansvar. De spiller fremragende, og det gør for så vidt alle de medvirkende, ikke mindst en tysk officer, der er en bizar blanding af noget normalt menneskeligt og noget totalt afstumpet og hjernevasket, hvad angår jagt på jøder. Filmen kan anbefales som en familiefilm, selv om den langt fra er en hyggefilm. Den er tilladt for børn over 11 år.

Flugten til Nice. Instruktion og manus Christian Duguay (efter roman af Joseph Joffo)