Farlig fremtid for Venezuela

Kapitalen giver ikke frivilligt magten og privilegier fra sig

Af Hellen Gade

Venezuela før 1998

Præsident Nicolás Maduro fortsætter kampen.

Venezuela er verdens olierigeste og et af verdens rigeste lande. Før valget i december 1998 var landet regeret af et oligarki, (som betyder et fåmandsvælde) med nogle få stenrige familier. Der er store slumområder i bjergene med en ubeskrivelig fattigdom og alt, hvad der er kendetegnende for fattigdom, bl.a. analfabetisme og boliger i blikskure, der rutsjede ned ad bjergsiderne, når der var skybrud. Venezuela kalder dette område: Barrio Adentro (vores slum).

Samtidig er Venezuela det land i verden, der har den største olieproduktion. Koncessionen til olien blev tidligere givet til de lande, der havde de største oliereserver i verden: Exxon Mobile (USA), Chevron (USA) og BP, British Petrol, (England) og derudover havde oligarkiet sin egen profit på olien.

I 1975 blev olien nationaliseret og var herefter statens ejendom i PDVSA (Statens olieselskab i Venezuela, Amerika). Koncessionen lå stadig hos de tre førnævnte olieselskaber. (Koncession: En tilladelse udstedt af offentlig myndighed til at drive en bestemt virksomhed af samfundsmæssig betydning).

Hugo Chávez vælges

I december 1998 blev der afholdt valg i Venezuela, og Hugo Chávez opstillede som præsidentkandidat, vandt -valget og blev udnævnt til præsident i begyndelsen af 1999.

Han var oprindelig medlem af Venezuelas kommunistiske partis militære afdeling, men brød ud og dannede et socialistisk parti i Venezuela. Man kan roligt sige, at han havde tilegnet sig meget fra det kommunistiske parti, hvilket efter valget kom befolkningen til gode.

Da han begyndte at indføre reformer, blev han den 11. april 2002 bortført ved et militærkup, iscenesat for at vælte ham. Men det skabte et ramaskrig i befolkningen og medførte kæmpemæssige masse-demonstrationer. Gaderne var sorte af folk, så bortførerne var nødt til at levere ham tilbage i live.

Det første han gjorde, var at fratage de tre olieselskaber koncessionerne, hvilket hensatte især USA i et frådende raseri. Chávez bemyndigede oliarbejderne ved oliefelterne til at tage hånd om, at der ikke blev ført olie ud af landet. Og det gjorde de.

Bourgeoisiet i Venezuela havde igennem generationer fået deres børn uddannet på de fineste og dyreste uddannelsesinstitutioner i USA. De tre fremtrædende i Venezuela var Capriles, Lopez og Ledezma.

Capriles har tre gange stillet op til valg som Chávez’ modstander, og har tabt valget tre gange. Han er dog blevet valgt som guvernør.

Alba-initiativet

Efter Chávez havde frataget de udenlandske olieselskaber koncessionen, foranstaltede han en joint venture aftale med følgende lande: Rusland, Kina, Indien, Brasilien, Spanien, Vietnam, Malaysia, Japan, Hviderusland og Italien. De var partnere, men Venezuelas andel var den største, eftersom det var landets olieressourcer, der skulle komme landets befolkning til gode. Venezuelas olie var desuden en del af det initiativ, som Hugo Chávez og Fidel Castro tog, kaldet ALBA initiativet. Alianza Bolivariana para los Pueblos América. Oversat: Den bolivarianske alliance for Amerikas folk – et handels- og politisk samarbejde mellem 8 latinamerikanske og caribiske stater.

Det overordnede mål var et mere socialt retfærdigt Latinamerika, i kontrast til ALCA-USA’s initiativ, som skulle samle hele Amerika (Nord og Syd) i ét stort frihandels-område, der skal åbne mulighed for privatiseringer, som ikke søges begrænset ved offentlige indgreb.

Chávez kaldte ALBA det 21. århundredes socialisme, som han tilegnede Simon Bolívar, den latinamerikanske frihedshelt, der førte an i kampen mod spansk overherredømme og ville samle hele det sydamerikanske kontinent.

Medlemslandene i ALBA-samarbejdet er: Cuba, Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Dominica, Ecuador, Saint Vincent og Grenadinerne, Antigua og Barbuda.

Økonomi til social fremgang

Initiativet var ment som et perspektiv, der viste en anden vej end kapitalismens udbytningspolitik, især Bush’s politik. Tanken bag ALBA var at hjælpe hinanden i stedet for at konkurrere. Til formålet udarbejdedes en alternativ udviklingsstrategi, en folkets handelsaftale. Den blæste også til kamp mod analfabetisme, social marginalisering og boligmangel. Den indeholdt gratis uddannelse på alle niveauer, gratis sygehuse og billige boliger, oprettelse af kooperativer til at sikre beskæftigelse og et demokratisk erhvervsliv.

ALBA-banken blev oprettet som modvægt til Valutafonden og Verdensbanken, som begge fremmer den neoliberalistiske dagsorden i ulandene, såsom udstedelse af lån med krav om privatisering og frihandel.

Via ALBA forpligtede Venezuela sig til at finansiere industri og infrastruktur, blandt andet med køb af lån fra nabolande, for at påbegynde arbejdet med en energifond, der på længere sigt skulle gøre hele regionen uafhængig. Jeg vil her koncentrere mig om forholdet mellem Venezuela og Cuba.

Aftalerne mellem disse to lande var, at Cuba ophævede told og andre begrænsninger på indførslen af venezuelanske produkter, og Venezuela fjernede hindringerne for cubanske varer og tjenesteydelser. Venezuela ydede teknologioverførsel, finansiering på energiområdet, infrastruktur, samt forsynede Cuba med olie. Cuba sendte 30.000 sundhedsarbejdere til Barrio Adentro.

Maduro efter Chávez

I marts 2013 døde Chávez og blev efterfulgt af Nicolas Maduro. Han fulgte i Chávez’ spor. Men efter Chávez’ død vejrede EU morgenluft, og så kom CELAC ind fra højre i 2015. CELAC er en union af 33 latinamerikanske lande og EU. Formålet var, hed det sig, at CELAC blev dannet for at holde USA ude. Men det var falsk propaganda, da EU gjorde nøjagtig det samme som USA, inklusive at foranstalte splittelse i Latin-amerika.

Jeg har set en dokumentarfilm om, hvordan oliefelterne i Venezuela var omringede af nationale og internationale oligarker. Kapitalen giver ikke frivilligt magten fra sig!

Venezuelas folk står i en farligere, blodigere og mere kompliceret kamp overfor oligarkiet og USA, end f.eks. Cuba. Gribbene kredser omkring Venezuela. Landet har, som nævnt verdens største olieproduktion.

Forfatningskommission valgt

Den 30. juli var der valg i Venezuela. Der skulle vælges i alt 545 venezuelanere. Udover de 364 regionalt opstillede og valgte, er der 173 delegerede øremærket inden for følgende områder:

  • Venezuelas arbejderbevægelse: 79 delegerede
  • Den oprindelige befolkning: 8 delegerede
  • Bønder og fiskere: 8 delegerede
  • Pensionister: 28 delegerede
  • De studerende: 24 delegerede
  • Kommunale politikere: 24 delegerede
  • Handicappede: 5 delegerede
  • Forretningsfolk: 5 delegerede

Hver gruppe af de 173 med den særlige viden om deres respektive områder skulle sætte sig sammen for at formulere nye paragraffer, der skulle afløse grundloven af 1999, udformet af Hugo Chávez – for at modsvare de fremskridt, befolkningen har opnået under hans regering.

Hvad Venezuelas olie finansierer

Venezuelas olie går til at forbedre forholdene for især befolkningen i Barrio Adentro. Det gælder den -nationale sundhedspleje, udryddelse af analfabetisme, studier op til et niveau på 6. klassetrin til både unge og voksne, med undervisning i såvel landets hjemlige, som internationale forhold. Formålet var at eliminere den sociale udelukkelse, som analfabetisme medfører.

I oktober 2005 erklærede Unesco Venezuela for analfabetisme-frit område. Gamle og unge, der tidligere var ladt i stikken, som ikke gennemførte gymnasiet, blev tilbudt videregående undervisning og uddannelse til at opnå diplom. Målet er at højne uddannelsesniveauet.

Hele befolkningen skal have adgang til sund og nærende kost, fra de er børn. 900.000 mennesker har indtil nu modtaget gratis føde hver dag og supermarkeder er oprettet i tilstrækkeligt omfang.

Social og kulturel indsats

Herudover er målene for hele landet:

  • Sportslig træning i Barrio Adentro. Venezuelanske og cubanske trænere er til stede hver dag.
  • Fingeraftryk som identifikation af venezuelanere og fremmede folk. Et stort antal fik nu for første gang dokumentation på deres identitet.
  • At forbedre forholdene for svagtsynede, for at forbedre deres muligheder og få et korrigeret og korrekt syn.
  • At integrere den oprindelige befolkning ved hjælp af undervisning, lægehjælp, tandpleje m.m.
  • Hjælp til færdigheder i områder for ufaglærte minearbejdere.
  • At forhindre begivenheder, som fører til hjemløshed, med hvad det har af indflydelse på mennesker, samt sluse dem ind i produktivt arbejde og ind i fællesskabet.
  • At genopbygge naturen ved nyplantning af træer og planter.
  • At give lavtlønnede gode, funktionelle tænder igen, og derved give dem større selvtillid.
  • At indføre gratis musikundervisning.
  • At styrke teknologien og den fysiske hjælp til genoptræning af handicappede mennesker.
  • At styrke fysiske funktioner og fællesskab i Barrio Adentro.
  • At styrke landbruget, bl.a. ved bedre dyrkning.
  • At bygge boliger til genhusning.
  • Grundlæggelsen af et arbejdssystem, som kan føre til socialisme og overvinde kapitalismens tankegang.
  • At mindske situationer, der fører til kriminalitet, lovovertrædelser, bilulykker og katastrofer.
  • Altid at sørge for inddragelsen af unge i Venezuela i samfundets fællesskab.
  • Gymnasieelever trænes i at blive områdeledere.
  • Indførelse af inspektion for at forhindre korruption.
  • Elektrificering af Venezuela offentligt og privat. 98,5% af venezuelanske hjem har nu elektricitet.
  • Træning af de væbnede styrker for at forsvare Venezuela. Forøge militært og civilt personel.
  • At styrke alle former for transportmidler, skolebusser, tog osv. Såvel i provinsen som i hovedstaden.
  • At oprette dyreinternater til omstrejfende hunde og katte.
  • At sørge for kvinder, mænd, børn, unge og voksne, som lever i ekstrem fattigdom.

Oligarkiet slår til

Det er en farlig situation, at oligarkiet besidder private medier som aviser, tv-kanaler osv. USA har truet Venezuela med en handelsboykot, hvis man gennemfører valget. Venezuelanerne frygter USA’s reaktion, hvis de også nationaliserer de privilegier, som oligarkiet har. Det er op til venezuelanerne at finde vejen frem. Man kan gætte på forskellige udgange af oligarkiets og USA’s aktuelle overgreb mod det venezuelanske folk.

ALBAS hovedbestyrelse har afholdt ekstraordinært møde den 8. august og tilsagt Venezuelas folk sin fulde støtte – samtidig med at den på det alvorligste har fordømt USA’s åbenlyse og skamløse indblanding i det venezuelanske folks suverænitet og menneskerettigheder, ligesom CELAC forpligter sig til at stå ved og forsvare forudsætningerne for Erklæringen om Latinamerika og Caribien som fredszone, underskrevet af dens statslige regering i regionen på CELAC’s andet topmøde.

Efter Venezuelas valg har USA truet med at gå ind i Venezuela med militær magt. Med andre ord: et militærkup.