skip to Main Content

Farveblind kærlighed

Af Margit Andersen

I 1800-tallet begyndte videnskabsfolk at interessere sig meget for de menneskelige racer og ikke mindst deres forskelle, som blev målt på forskellig måde, og nogle antropologer udarbejdede et stamtræ, hvor grenene var de forskellige racer anbragt i hierarkisk orden, hvor den ariske var anbragt øverst på stammen, mens de oprindelige australiere var i bunden.

Man skulle tro, at den teori var endt samme sted som -tesen om, at jorden er flad, men det er ikke tilfældet, selv om ordet raceforskel for pænheds skyld er blevet ændret til kulturforskel. For nylig overhørte jeg en samtale, hvor en mor sagde, at det værste der kunne ske var, at hendes datter kom hjem med en perker.

Sådan var det også en skandale i 1902, da en bagerjomfru tabte sit hjerte og sin dyd til kineseren San Wung Sung, men det er mere forståeligt, for den gang var en kineser i Danmark noget ganske mærkværdigt, som man ligesom vilde dyr kunne tjene penge på at udstille. Dertil kom at videnskaben mente, at forskellige racer ikke kunne formere sig sammen og i værste fald ville føde vanskabte hybrider.

Ingeborg mødte San i Tivoli, hvor han var udstillet sammen med en gruppe landsmænd, og de to blev forelsket ved første øjekast. Da de andre kinesere rejste hjem, blev San her, og han og Ingeborg slog deres pjalter, i bogstavelig forstand, sammen, hvad der førte til, at Ingeborg blev forstødt af familien.

Om dette par og deres svære liv har deres oldebarn, Jesper Wung Sung, skrevet en roman. Roman, fordi den tager udgangspunkt i virkeligheden, men også er fri tildigtning om, hvordan det er at komme til en ukendt verden, om sprogets betydning, om identitet og selvrespekt og ikke mindst om, hvad den store kærlighed formår. Ingeborg bevarer under de sværeste vilkår sin selvopholdelsesdrift og livsglæde, fordi det er en indbygget kraft i hende, og fordi hun har nogen, hun skal tage vare på.

Parret begynder deres kummerlige liv i København, får det lidt bedre i Frederikshavn, endnu bedre en tid i Berlin, hvor Sans ønske om at få sin egen restaurant går i opfyldelse, men så kommer verdenskrigen. Tyskland er i krig med Japan, og hvem kan se forskel på en japaner og en kineser. Familien, der nu består af to voksne og tre børn, rejser tilbage til Danmark. San forlader Tyskland iført kinesisk tøj og hårpisk, han skjuler sig ikke, men alligevel skjuler han sig altid bag det rolige, venlige ydre, der er hans skjold.

Det er en af de ting, der undrer og irriterer sønnen Herbert. Hvorfor forsvarer han sig ikke, går til angreb på dem, der plager ham i stedet for at smile og bukke.

Det gør Herbert ikke. Hverken i Berlin eller i København. Han er andengenerationsindvandrer og føler sig overhovedet ikke som indvandrer og vil ikke finde i at blive behandlet som sådan og som et laverestående individ. Det gør det ikke lettere for ham.

Romanen dækker perioden fra 1902 til 1926, hvor San dør af tuberkulose, og den giver et socialrealistisk billede af, hvordan det var at leve i en tid, hvor der i Danmark var gang i den med renovering og nybyggeri, hvor tekniske vidundere som bilen dukkede op, men hvor nogle stadig døde af fattigdom.

Under læsningen kan man få den tanke, at der kunne have været strammet lidt op, at der er mange gentagelser af dagligdags scener, men ved nærmere eftertanke, at det er et helt bevidst greb fra forfatterens side. Vores liv består jo i høj grad af gentagelser, små og ubetydelige, men måske spiller de en større rolle, end vi tillægger dem.

Jesper Wung Sung:
En anden gren. Rosinante.
560 sider. 299,95 kr.

Back To Top