Farverevolutionerne

Krigenes stedfortrædere

Af Elin Søborg

Farverevolutioner eller farvestatskup har igennem længere tid optrådt i den militære begrebsverden som et element i moderne ”hybridkrigsførelse” og løbende været et emne på internationale forsvarskonferencer som noget, der kan iværksættes, når en stat ønsker magten over et fremmed territorium, men ikke umiddelbart kan vinde international støtte til åben krig.

De er løsningen i en situation, hvor krig ikke er et legalt middel til løsning af politiske problemer men risikerer at give moralske omkostninger, og selvom en aggressor er stærkt militært overlegen, kan en krig blive meget bekostelig.

Dyrt når det lykkes

En farverevolution bliver ikke startet i en klassisk revolutionær situation, hvor tiden er moden til et regimeskifte, men når der er en ydre kraft, der er interesseret i at tage kontrol over en ”offer-stat”, og den er ikke mulig uden indblanding udefra.

Når en aggressor gennem farverevolutionen har fået frataget en regering sin legitimitet, må han selv legitimere sin indblanding overfor det internationale samfund som regel ved at skaffe sig mandat til direkte aktion fra FN, NATO, OECD. Ellers kan han danne en formel international koalition af stater, der er villige til at støtte hans maskerede aggression som forsøg på at tvinge ”det diktatoriske regime til at acceptere internationale normer”.

Dette scenarie har virkelig stået sin prøve men aldrig uden store omkostninger for de lande, det er gået ud over. På Balkan slikker man stadig sårene efter USA’s og EU’s voldsomme indblanding for ”standsning af folkemord” og ”opretholdelse af menneskerettighederne”. I Østeuropa undgik man i flere lande umiddelbart blodige krige, men Ukraine viser, at vi ikke er færdige med USA’s og EU’s formning af et Europa, der totalt omkranser Rusland med grænsenære fjendtlige militærbaser.

Sporene skræmmer

Afghanistan lider stadigvæk umådeligt under 80’ernes kamp mod den Sovjetstøttede socialistiske regering i Kabul (eller som det hedder: den sovjetiske besættelse), hvor Taliban blev forsynet med våben og magten i landet, Irak er forvandlet fra et af mellemøstens rigeste lande til en ruineret og fraktioneret kampplads, Yemen, Tunesien, Libyen, Egypten og Syrien blev ofre for ”det arabiske forår”, der planlagdes og udførtes i tæt samarbejde mellem CIA og Det Muslimske Broderskab i Egypten, Syrien og Tyrkiet.

I Latinamerika, USA’s baghave, er der farverevolutioner i gang i alle de lande, der har fået progressive regeringer, og som gennem de seneste år har hævet levestandarden for de fattige og hævdet deres selvbestemmelse. Se blot på, hvad der for øjeblikket foregår i Brasilien og Venezuela.

I store dele af Asien er intellektuelle grupper i gang, som det sås i Hong Kong i 2013, hvorfra opskriften på farverevolutioner stammer.

Nyttige idioter

Freds- og solidaritetsbevægelser og de progressive politiske organisationer er nødt til at diskutere hele dette scenarie og sammen protestere. Først og fremmest mod Danmarks alt for villige deltagelse i disse politisk motiverede overfald på stater, som USA og Europa mener, de skal kontrollere – såkaldt demokratisere.

Medierne må gøres opmærksom på, at de i efterhånden mange år har været nyttige idioter i USA’s manipulatoriske og blodige kamp for magten over ressourcer og territorier over hele verden.

Opskrift på en farverevolution

Hong Kong er et af de senere eksempler på et ”måltid” i ”opskrifter på en ny verden”. Det er nok i forbindelse med den civile ulydighedskampagne Occupy Hong Kong, der blev stiftet i januar 2013, at disse 12 trin, som USA efterhånden en del gange har brugt til at ødelægge en nation, er nedfældet.

  1. Send agenter fra CIA, MI6 og/eller andre efterretningstjenester ud som studenter, turister, frivillige, forretningsfolk, reportere til landet, som er målet.
  2. Grundlæg ikke-officielle organisationer (NGO’er) under dække af at være humanitære forkæmpere for ”demokrati” og ”menneskerettigheder” for at tiltrække talsmænd for frihed og idealer.
  3. Tiltræk de lokale forrædere, specielt akademikere, politikere, reportere, soldater o.l., ved at bestikke dem eller true dem, som har en plet på CV’et.
  4. Hvis mållandet har fagforeninger – bestik dem.
  5. Find et fængende tema eller en farve for revolutionen.
  6. Start protester for en hvilken som helst sag for at komme i gang med revolutionen. Det er ikke nødvendigt med beviser, påskud er nok.
  7. Skriv protestplakater og bannere på engelsk, så amerikanerne kan se det, og amerikanske politikere og civile kan blande sig.
  8. Lad de korrupte politikere, intellektuelle og fagforeningsledere slutte sig til protesten, og bed alle, som har noget at klage over, om at slutte sig til.
  9. De største medier i USA og Europa vil hele tiden hjælpe til og understrege, at revolutionen kommer af uretfærdighed, og at den derfor støttes af flertallet.
  10. Når hele verden ser på, så iscenesæt en aktion under falsk flag. Find på en grusomhed mod dem, som protesterer. Regeringen i det udvalgte land vil snart blive destabiliseret og miste støtte blandt folket.
  11. Send voldelige provokatører ind, som får politiet til at bruge magt. Dette vil få den aktuelle regering til at miste støtte i andre lande og få ”ødelagt legitimiteten” i det internationale samfund.
  12. Send politikere til USA, EU, FN med krav, så den udvalgte regering står overfor trusler om økonomiske sanktioner, flyforbudszoner og til og med luftangreb og væbnet oprør.

Kilde: Friheten