Fiktion og fakta om Peter von Scholten

Af Margit Andersen

”Peters kærlighed” er andet bind af Mich Vraas trilogi om De Vestindiske Øer under dansk regime. Den kan læses som en selvstændig roman, men det er en fordel at have læst ”Håbet”, der udkom i 2016, da mange af personerne er gengangere herfra.

Titlens Peter er selvfølgelig Peter von Scholten, som er gået over i vores historie som den humane embedsmand, der gav øernes slaver deres frihed i 1848. Han er også bogens helt, men en af den slags med ikke så få fejl og mangler, hvad der fremmer sympatien for ham.

Noget, der kan sætte gang i fantasien, er, hvordan denne Peter, trods sin mangelfulde uddannelse, der bestod i nogle år på Landkadetakademiet, hvor han ifølge et autentisk generalieblad udmærkede sig ved dovenskab, uordentlighed og upålidelighed, kunne gå hen og blive generalguvernør over øerne. Denne post opnåede han kun tolv år efter, at han i 1815 var begyndt beskedent som vejermester på Sankt Thomas.

Det får vi forfatterens forklaring på, og den er ganske underholdende, noget er autentisk, mens andet hører til i hypoteseafdelingen. Og så er der det med helterollen som den store befrier af de slavegjorte. Det er historisk korrekt, at det var von Scholten, der stik imod kongens bestemmelse, kundgjorde, at fra nu af var alle slaver frie.

Kongens dekret gik ud på, at kun slavernes børn skulle være frie, og at det skulle vare 12 år, før de voksne blev det. Men måske var det situationen, der tvang von Scholten til at sige ordene, for han var ellers ikke nogen oprører, men en nogenlunde loyal embedsmand, og efter hans egen overbevisning krævede det forberedelse at sætte slaverne fri.

Det viste sig da også, at tilværelsen for de flestes vedkommende ikke ændrede sig til det bedre. Forskellen blev blot, at nu kunne plantageejerne hyre deres arbejdskraft til en ussel løn, som skulle række til de daglige fornødenheder. Tidligere havde de i det mindste, som andre husdyr, været sikret mad hver dag. Faktum er imidlertid, at von Scholten og slaveoprørets leder, John Gottlieb Buddo, sammen forhindrede, at oprøret endte i et blodbad, som det skete andre steder.

Lige som i ”Håbet” er romanen stykket sammen af breve, dagbogsuddrag, erindringer og officielle notater, og den springer tidsmæssigt fra 1804 til 1854. Generalguvernøren blev afsat og kaldt hjem og måtte igennem to retssager om embedsforsømmelse, hvor han blev frifundet i den sidste. Men frifindelse er ikke det samme som æresoprejsning. I 1854 døde han hos sin datter i Altona, og i ”Fædrelandets” nekrolog stod der, at hans død sparede staten for en pension af 12.000 rigsbankdaler årligt! Heller ikke den gang var medierne fintfølende.

Fiktion og fakta blandes, forfatteren digter og fortolker, og resultatet er blevet en vellykket beretning om mange menneskeskæbner i en tid og på et sted, hvor grådighed og penge var alfa og omega. Peters kærlighed gjaldt også i høj grad magt og penge, med hvad dermed følger, men han elskede også kvinder, både sin kone hjemme i Danmark, sin samleverske derude og så det løse, men måske elskede han mest af alt De Vestindiske Øer.

Mich Vraa: Peters Kærlighed – Roman om Peter von Scholten.
Lindhardt og Ringhof. 416 sider. 300 kroner.