Fingrene væk fra SU

Nedskæring i SU er rovdrift på de uddannelsessøgende

Af Birgit Sørensen

Flere undersøgelser viser, at nedskæringer i SU efter al sandsynlighed vil føre til, at mange tusind studerende vil droppe ud af deres uddannelser. Senest har DJØF fået foretaget en meget stor undersøgelse hos EPINION, hvor 10%, svarende til omkring 30.000 studerende, forventer at ville droppe ud, hvis der bliver flertal for den bebudede SU-reform, som den ny trekløverregering har med i regeringsgrundlaget. Fra samme undersøgelse opgøres, at 37% regner med at skulle have mere erhvervsarbejde samtidig med studiet for at klare sig.

En række andre undersøgelser fortæller, at unge fra de økonomisk ringest stillede hjem samt de, som har diagnoser eller lignende, har størst hyppighed med hensyn til at droppe ud.

Spiller hasard med fremtiden

De uddannelsessøgende protesterer derfor fortsat over forringelserne i SU, og formanden for De Studerendes Fællesråd Yasmin Davali udtaler til Metroxpress den 7.12. at regeringen med sine forslag spiller hasard med mange menneskers liv og fremtid.

Venstres uddannelses- og forskningsordfører Jacob Engel-Schmidt er ikke overrasket over ”at reaktionen er sådan, når en overførselsindkomst står til at blive mindre”, og han bedyrer, at ”hvis reformen, mod forventning, vil få social slagside, må vi lave den om.”

Hans udtalelse er endnu et af mange udtryk for den arrogance, som de borgerlige politikere udtrykker, når de stilles spørgsmålet om, hvordan samfundsborgere med begrænset økonomi skal klare den byge af nedskæringer, som rammer dem.

Tvinges til gældsættelse

Politikernes krav til de uddannelsessøgende er både smålige, unødvendige og selvmodsigende.

De kræver via Fremdriftsreformen og tilsvarende virkemidler, at de unge skal komme hurtigere igennem uddannelserne, samtidig med at de enten skal tage mere erhvervsarbejde eller optage studielån, når SU-en igen beskæres.

Det ligger i regeringens udspil, at universitetsstuderende på kandidatuddannelsen kun kan få SU via lån, og unge på produktionsskoler, lærlinge, sygeplejersker og mange andre, som har lange praktikperioder i deres uddannelser, vil være tvunget til at supplere SU med lån.

Men de danske lønninger for nyuddannede akademikere er lave i forhold til akademikerlønninger i de andre europæiske lande. Akademikerne vil derfor have svært ved at betale studielån tilbage, og endnu sværere vil tilbagebetalingen blive for murere, sygeplejersker og alle andre med kortere uddannelser og lavere løn.

Dårlige startlønninger

Ikke nok med det, for antallet af faste fuldtidsstillinger er faldende og udgør en stadigt mindre del af de jobs, som nyuddannede kan få. Det er ikke usædvanligt i dag, at de første jobs, som færdiguddannede får, enten er vikariater, på deltid eller måske begge dele, og herved forringes muligheden for at tilbagebetale lån yderligere.

At være studerende med børn bliver efterhånden umuligt, og de fleste foretrækker da også at vente med at få børn, til de er færdiguddannet. Her vil en bebudet SU – låneordning igen komme til at virke som en kæmpe udfordring.

SU til at leve af

Ovennævnte forringelser for de unge er endnu et eksempel på de mange vedvarende forringelser af almindelige menneskers levevilkår, som den førte neoliberale politik medfører. Vi må kæmpe for, at mennesket kommer i centrum frem for profitten! De studerende bør have en SU, de kan leve af, så de ikke skal tage lån eller forlænge studietiden unødvendigt med erhvervsarbejde. De bør heller ikke presses til at blive hurtigt færdige, men belønnes for selvstændig stillingtagen og eksperimenteren.