FOA offensiv presser piraten DK-Pleje

Lyngby-Taarbæk går nu firmaet efter i sømmene

Det private plejefirma DK-Pleje er allerede påvirket af Fagforbundet FOA’s strejkevarsel for at få overenskomstdækket de ansatte i det løndumpende firma. Selv om strejken først er varslet igangsat 1. september har informationer om firmaets pirateri fået flere kommuner til at gå DK-Pleje efter i sømmene.

Sagt op i Brøndby

DK-Pleje leverer visiteret ældrepleje i Gladsaxe, Gentofte, Herlev og Lyngby-Taarbæk kommuner. Herudover har firmaet for nylig efter dårlig presseomtale trukket sig fra Høje-Taastrup kommune, og Brøndby Kommune kom hurtigt på banen, da det socialdemokratiske flertal fik kendskab til udviklingen i det konservative Høje-Taastrup.

I TV 2 Lorry udtalte Brøndbys socialudvalgsformand Per Jensen (A), at DK-Pleje ikke kunne dokumentere, at firmaet har leveret den pleje, som firmaet har indgået aftale med kommunen om. Kommunen har derfor opsagt samarbejdet, som udløber den 15. august.

Talte usandt

Dokumentation er i øvrigt DK-Plejes svaghed, for aftalen med Lyngby-Taarbæk skete på den klare betingelse, at firmaets ansatte ikke blev underbetalt og efter kommunens regler om arbejdsvilkår, der som minimum skal svare til den kollektive overenskomst på området.

DK-Pleje har påstået, at det overholder de overenskomstmæssige regler. Men efter kommunen har anmodet DK-Pleje om dokumentation herfor, erkender firmaet nu, at det ikke er sandt.

DK-Plejes direktør Benjamin Ait Ahmet har ifølge Fagbladet FOA erkendt over for kommunen, at de fleste ansatte er på timeløn, og tillæg for aften- og natarbejde er for lave.

I et forsøg på at beholde aftalen med Lyngby-Taarbæk har DK-Pleje oplyst, at der vil ske ”justeringer” og at der arbejdes på en aftale med de kristelige.

Sympatikonflikt

– Jeg har forstået, at DK-Pleje A/S flirter med Kristelig Fagforening, fordi de vil have en billigere overenskomst. En billigere overenskomst betyder ringere løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte, men firmaet er kontraktligt forpligtet i Lyngby-Taarbæk til at skabe løn- og ansættelsesvilkår på niveau med en anerkendt landsdækkende overenskomst på området.

– I praksis giver det ikke mulighed for at lave en discount-overenskomst med Kristelig Fagforening, fordi der alene findes anerkendte landsdækkende overenskomster indgået af FOA med private firmaer, arbejdsgiverforeninger og kommuner, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

I bestræbelserne for at opnå en overenskomst for de ansatte i plejefirmaet DK-Pleje har FOA udvidet konfliktvarslet til også at omfatte alt arbejde, som FOA-medlemmer ansat i kommunerne udfører, og som hidrører fra, eller er bestemt for virksomheden.

Samtidig vil LO koordinere varsler om sympatikonflikt fra andre LO-forbund, hvis medlemmer udfører arbejde, som er bestemt for DK-Pleje. Det kan ramme reparation af biler, varelevering m.m.         –Alni