skip to Main Content

Tema Nato 70 år:

Fra forsvarspagt til offensiv krigspagt 

Den 4. april 1949 samledes udenrigsministrene fra 12 nordatlantiske lande i Washington DC for at underskrive ”The North Atlantic Treaty” eller Atlanterhavs-pagten. På Danmarks vegne underskrev den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen fra socialdemokratiet.

USA var initiativtager, og et hovedformål var ifølge den amerikanske præsident Harry S. Truman at dæmme op for den sovjetiske kommunisme. Aftenen før samlede Truman alle udenrigsministrene fra de tolv lande, der skulle underskrive, til et fortroligt møde. ”Så gav han en dramatisk præsentation af den overvældende sovjetiske militære trussel og den kommunistiske idé’s lige så store trussel”, som den norske NATO-ambassadør Leif Mevik skriver.

En for alle…

NATO blev rigtignok præsenteret som en ”defensiv” alliance, og præsident Truman udtalte i marts 1947, at ”Jeg går ind for, at det må være De Forenede Staters politik at støtte frie folk i deres kamp mod væbnede minoriteters eller fremmede magters forsøg på undertrykkelse”. Denne sætning indgår i det, som senere er blevet kaldt Trumandoktrinen. Sagt på en enklere måde betød det, at amerikanerne ville støtte regeringer, som var truede af kommunismen, eller som lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, sagde det: ”Formålet med NATO var ”to keep the Russians out, the Americans in and the Germans down” (holde Rusland ude, USA inde og Tyskland nede).

Den centrale bestemmelse i Atlanterhavspagten var artikel 5, som siger, at et væbnet angreb mod en eller flere af medlemsstaterne er et angreb mod alle. Den enkelte medlemsstat tager stilling til, med hvilke midler (herunder militære) angrebet skal besvares.

Afhængig af USA økonomi

Fra 1789, siden statens grundlæggelse, havde USA et Krigsministerium (Ministry of War), som ganske enkelt var, hvad ordet betyder: gennem krige blev det nordamerikanske kontinent, Mellemamerika, Caribien, Cuba, Filippinerne, Puerto Rico o.s.v. erobret. Men efter 2. verdenskrig, mens den militære ekspansion var større end nogen sinde før, blev krigsministeriet eufemistisk omdøbt til forsvarsministeriet. Derfor havnede NATO også under rubrikken ”forsvarsalliance”.

NATO’s hovedkvarter var indtil 1952 i Washington og USA dominerede NATO helt fra starten. De andre medlemslande var afhængige af USA, ikke bare af Marshall-planen, men også af andre lån, militærhjælp og investeringer.

Legenden om den kolde krig

Legenden siger, at NATO er et ”produkt af den kolde krig”. Faktisk er NATO et produkt af amerikansk ekspansion, som var i gang, længe før den amerikanske militære intervention i anden verdenskrig begyndte. Begrebet ”den kolde krig” blev populariseret af den vigtigste amerikanske ideolog i det 20. århundrede: Walter Lippmann og brugt om den første fase af den ikke-militære konflikt mellem det ”frie Vesten” og den ”kommunistiske østblok”. Men under den ”kolde krig” udkæmpede USA og de første NATO-stater krige i Korea og Indokina, hvor USA’s militære ekspansion blev fremstillet som ”forsvar”.

NATO udvides

Oprindeligt bestod NATO af 12 lande: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget, i 1955 Forbundsrepublikken Tyskland (fra 1990 det genforenede Tyskland), i 1982 Spanien, i 1999 Polen, Tjekkiet og Ungarn, i 2004 Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien, i 2009 Albanien og Kroatien og i 2017 Montenegro. Totalt er der nu 29 medlemslande. Mange af de nye NATO-lande er tidligere Sovjet republikker med grænse til Rusland.

Modstand mod NATO

Danmarks tilslutning til NATO og til USA’s antikommunisme i 1949 skete ikke uden politisk kamp. I de foregående måneder var presset stort for i stedet at etablere et Nordisk Forsvarsforbund med Norge og Sverige. Der var få, som i årene efter krigen så Sovjet og kommunismen som fjender, man måtte ruste sig mod. I årene omkring indmeldelsen foregik der en diskussion også i den politiske elite om Danmarks NATO-medlemskab. Den diskussion findes ikke i dag, til trods for at den oprindelige hovedfjende, den sovjetiske kommunisme, er besejret. I dag er Rusland, som befinder sig på samme territorium som dele af Sovjetunionen, men uden kommunisme, udråbt til fjenden, militært, politisk og økonomisk af et unisont politisk establishment i Danmark og blandt NATO’s allierede.

Dansk fodnotepolitik

Tidligere har Danmark taget nogle væsentlige forbehold i NATO. Mest markant kom det til udtryk i ”Fodnote-politikken”, hvor især SF og Det Radikale Venstre i Folketinget pressede på for at forhindre Danmark i ukritisk at tilslutte sig ”dobbelt-beslutningen” fra 1979 om at give NATO mandat til at udvide og modernisere sin atomslagstyrke, hvis man ikke inden for 4 år kunne få forhandlet igennem, at Sovjetunionen skulle fjerne sine SS20 raketter.

Socialdemokraterne støttede først NATO’s beslutning, men efter de kom i opposition i 1982, undsagde de beslutningen. Herefter vedtog det danske folketing i årene 1982-1988 uden om den borgerlige regering, en række forbehold overfor NATO’s generelle politik. Denne skepsis byggede i høj grad på den styrke, den danske fredsbevægelse havde fået med Kampagnen mod Atomvåben, Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed m.fl. og resultaterne fra Helsinki konferencen i i 1975.

Sidste akt i raketstriden udspillede sig i 1987, da Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov og USA’s præsident Ronald Reagan undertegnede den såkaldte INF-aftale, som skulle afskaffe landbaserede sovjetiske og amerikanske atombærende mellemdistanceraketter i Europa. Præsident Donald Trump ophævede ensidigt denne aftale på vegne af USA den 1. februar 2019. Dagen efter trak Rusland sig fra aftalen.

”Out-of area”-strategien

”Out-of-area” er NATO-slang for operationer udenfor medlemslandenes territorium. I det nye strategiske koncept fra 1991 blev der åbnet for krigsførelse uden for medlemslandenes territorium. Fra marts til juni 1999 gennemførte NATO luftangreb på serbiske styrker og strategiske mål i Kosovo for at presse Milosevic til at give op. Kosovo-krigen i 1999 var en NATO-krig, som markerede et skift for alliancen, som gjorde, at den ændrede karakter.

NATO er nu en organisation, som ikke længere har geografiske grænser, som den franske præsident Chirac formulerede det. Bare ti år tidligere ville det have været utænkeligt for NATO at kunne knyttes til en sådan udtalelse.

I 1990 fik Mikhail Gorbatjov en garanti af den amerikanske udenrigsminister James Baker om, at hvis Sovjetunionen flyttede sine tropper og tillod tysk genforening, ville ”NATO ikke udvide sig en tomme mod øst”. En lignende forsikring fik han af den tyske kansler Helmut Kohl: ”Ingen tidligere Warszawa-Pagt lande vil blive indlemmet i NATO”. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvad Rusland mener om den udvikling, som er foregået, siden denne forsikring blev givet af de vestlige NATO-politikere.

Gang i NATO krige

Ændringen af NATO tog rigtig fart, da Allied Command Transformation (ACT) blev oprettet i 2003, og herunder arbejdet med NATO Response Force (NRF). Omlægningen blev prioriteret af den amerikanske administration, som ønskede at slippe af med det traditionelle forsvar, som NATO stadig proklamerede, til fordel for styrker, som lettere kunne udplaceres og deltage i krige udenfor NATO’s kerneområde. Omlægningen blev en realitet og er et konkret eksempel på den politiske ændring, NATO har gennemgået. Fra kun at fokusere på det nord-atlantiske område opererer NATO først og fremmest uden for medlemslandenes territorium.

Selv om der i NATO langt fra var enighed om ”out-of-area”-strategien, så viste Golf-krigen i 1991, at NATO kunne bruges som et militært værktøj i de krige, medlemslandene deltog i.

Siden 1999 har NATO deltaget i krige i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.

NATO er blevet en anden type organisation end den forsvarsalliance, der blev etableret i 1949. Nu prioriteres krigsførelse uden for organisationens ”kerne-område”. Men uden at denne ændring er diskuteret og bifaldet af folkevalgte forsamlinger i åbne møder.

Af Arnulf Kolstad, Friheten, forkortet og redigeret af Mariann Larsen

Back To Top