Fra Lille Klaus til Store Klaus

Af Margit Andersen

Klaus Rifbjerg ejede i sjælden grad evnen til at huske med alle sanser, og denne evne bygger hans store litterære forfatterskab i høj grad på. Som en slags litterært testamente nåede han inden sin død sidste år at skrive en udvidet udgave af sine erindringer “Til rette vedkommende”.

De indledes med lidt slægtshistorie, så vi får at vide, hvad han er rundet af, men når hurtigt frem til hovedpersonenes fødsel og hvad derefter fulgte. Ingen skånes, for nu er det sandhedens time, heller ikke sig selv holder han hånden over, men han sætter dog ikke sit lys under en skæppe. Store Klaus ser ned fra det høje og skiller nådesløst klinten fra hveden.

Opvæksten i lærerhjemmet på Amager var trods krigen en forholdsvis tryg tid med skole og kammeratskaber, hvoraf enkelte holdt livet ud. Forældrene var sådan set gode nok, frisindede og venstreorienterede, men drengen fornemmede en underlig kølighed i deres forhold, og moderen var lige en tand for dominerende.

Litteraten Hakon Stangerup, som Scherfig har spiddet i romanen Frydenholm, var Rifbjergs fætter, men han får sært nok ikke den hårde tur trods sin tyskvenlighed. Det gør til gengæld hans søn, Henrik, som åbenbart var en af Rifbjergs yndlingsaversioner.

Efter gymnasietiden følger et universitetsophold i USA, hvor Rifbjerg havde en negertjener til at rede sin seng, men i sommerferien var han arbejdsmand i en tømmervirksomhed og fik hård hud i hænderne. Hjemme igen begynder voksenlivet med familie og arbejde. Fruen passer arbejde, hjem og børn, mens pashaen helliger sig sin litterære karriere, der i begyndelsen har trange kår, som da Hans Brix beskrev en digtsamling som ”en ørkenvandring uden beduiner”. Men han arbejder trøstigt videre som digter og anmelder, bliver redaktør af tidskriftet Vindrosen, skriver revyer og bliver litterær direktør på Gyldendal.

Hans liv forgår således i smørhullet af det litterære og intellektuelle Danmark, og mange af aktørerne får et ord med på vejen. Nogle med grovfilen og andre med kærlighed og respekt. I forholdet til vennerne Jesper Jensen og Niels Barfoed er Rifbjerg åbenbart aldrig kommet over sin mindreværdsfølelse, fordi de kom fra en klasse over hans egen og havde den naturlige sikkerhed, som han selv manglede og måtte erstatte med frækhed og charme. I tidens løb kom der skår i venskaberne. Hvad Jesper Jensen angik, opstod der politisk uenighed i 70’erne, fordi Rifbjerg opfattede den kreds af venstreorienterede, som J.J. holdt sig til, som stivbenede og bagstræberiske, mens han selv befandt sig i et mellemleje. Om det skriver han: ”Jeg tror nemlig på at venstrefløjen, uanset om den begår fejl i tidens løb, altid har ret”. Med Barfoed er det lidt mere kringlet, hvad der gik galt, men det er noget med rivalisering og forskelligt temperament.

Visse passager i bogen grænser til det stødende, mens andre er humoristiske og venlige, og som helhed er den et fint tidsbillede og et sympatisk forsøg på selverkendelse. Og kedelig er Rifbjerg jo aldrig.

Klaus Rifbjerg:
Til rette vedkommende
Tiderne Skifter.
220 sider. 250 kroner.