Fra slæbesild til velfærd

Af Margit Andersen

Københavns Universitet har for nylig lavet en analyse af vores læsesmag. 55% af de adspurgte ønsker en god historie, 25% at sproget er gennemarbejdet, og 9% at de kan identificere sig med hovedpersonerne. I lyset af denne undersøgelse, og af at kvinder i langt højere grad end mænd læser skønlitteratur, er det ikke overraskende, at Merete Pryds Helle med Folkets skønhed i år er blevet tildelt boghandlerprisen De Gyldne Laurbær. Romanen henvender sig nok især til kvinder, i hvert fald hvad det med identifikationen angår.

Det er en slægtshistorie, der bygger på Pryds Helles egen familie, og en samfundsskildring af tiden fra slutningen af 30’erne til 70’erne. Det begynder på Langeland med fattigdom, vand fra den udendørs pumpe og das sammesteds og ender i Værløse med fremskridtets materielle velsignelser, men med fortidens skeletter som trofaste rejseledsagere.

Marie, hovedpersonen, vokser op på Langeland. Faderen er en galhovedet tækkemand, og moderen passer hus og børn, der kommer i en lind strøm. Der er mange munde, der skal mættes af en lille indkomst, og menuen står ofte på slæbesild eller i bedre fald på kogt grisehoved – eksotiske retter som yngre læsere her kan stifte bekendtskab med. Opdragelsen var yderst håndfast, og hænderne sad løst ligesom de hvasse ord, der hurtigt fik sat børnene på plads. Og som vi i dag hører, at det foregår hos nogle indvandrerfamilier, så terroriserede de ældre brødre deres søstre.

Men trods alt er der en stærk familiesolidaritet, og der er også lyse stunder. Det hænder, at der falder et blufærdigt kærtegn af fra forældrenes side, og at der kommer uventede sider frem af deres ellers så barske væsen. Som da faren ”spilder penge” på at købe ”Folkets Skønhed”, som han kalder reproduktionen af van Gogh, der viser kvinder, der med enden i vejret samler kartofler op på en mark. Krigen optræder kun perifert i form af, at tiden bliver økonomisk endnu mere vanskelig, og ved lidt skænderi imellem forældrene, fordi moren går ind for Hitler, der har skaffet arbejde til folk, mens faren sætter sin lid til Stalin.

I konfirmationsalderen møder Marie sit livs lys, elektrikerlærlingen Otto, som er både smuk og munter, men, viser det sig senere, også har sine mørke sider. De bliver gift, flytter til København, hvor Otto med stor flid uddanner sig til ingeniør, mens Marie arbejder på fabrik. Det ender med eget hus, væg-til-væg-tæpper og hele udtrækket. Min sjæl, hvad vil du mere? Jo, Marie ville gerne noget mere end at gå hjemme og passe hus og deres to piger, som hun har undfanget uden fornøjelse, for det er et af skeletterne i skabet, men det siger hun ikke noget om, ligesom hun holder så meget andet for sig selv. Hun har fra barnsben lært at bøje nakken for at gøre alle glade, for hvis de ikke er det, så er det hendes skyld.

Det er en barsk fortælling, men uden fordømmelse, der er båret frem af solidaritet, ikke mindst med kvinderne, og forståelse for, at sådan var det bare, og at børn og forældre ser tingene fra hver deres perspektiv med de konflikter, det kan indebære.

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed
Lindhardt og Ringhof. 432 sider. 300 kroner.