skip to Main Content

Gensyn med Dea

Af John Poulsen

Man kan blive helt nostalgisk når man går gennem Louisianas udstilling ”Ind i verden” med Dea Trier Mørchs (1941–2001) grafiske arbejder, og kan ikke lade være med at tænke, at hun vist ikke havde troet, at hendes arbejder en gang skulle udstilles på et museum. Dengang i 70’erne hang hendes plakater og grafiske arbejder på husmurene eller på væggene hos især den generation af unge, som var aktive i freds- og solidaritetsarbejdet og på uddannelsesinstitutioner. 

Dea begyndte som kun 16-årig på Kunstakademiet, men følte sig ikke hjemme der. Derfor besøgte hun i slutningen af 60’erne en række kunstskoler i de socialistiske lande, bl.a. Polen og Sovjetunionen. Oplevelserne i USSR fortalte hun meget indlevet om i bogen ”Sorgmunter socialisme – Sovjetiske raderinger” (1968). 

Imperialisme, 1967 (Monotypi) © Dea Trier Mørch / VISDA

Arbejdermuseet viste i 2013 en udstilling med 40 tegninger og raderinger fra Leningrad 1966-67 og ca. 15 af disse raderinger er med på Louisiana. Denne rejses formål var bl.a. at studere grafiske teknikker, og de erfaringer tog hun med sig hjem. Opholdet betød også en modning i hendes politiske holdninger, og at hun valgte at arbejde i en socialrealistisk stil. Sammen med en række andre kunstnere var hun med til at stifte Kunstnerkollektivet Røde Mor i 1968, hvor hun var meget aktiv på den grafiske front, og hun lavede dets kendte logo.   

Når hun valgte at arbejde i linoleum, var det fordi det var nemt at arbejde med og kunne tages med rundt og mangfoldiggøres til en pris, som almindelige mennesker kunne betale. Datteren Sara kan huske, hvordan hun om sommeren sad nede i gården med sit stemmejern og skar, så spånerne stod om hende.

Til udstillingen har man udvalgt værker fra perioden 1967–77, hvor hun var mest aktiv som grafiker. Derefter gik hun over til at skrive romaner, fordi det rent praktisk passede med at være småbørnsmor. Allerede med den første roman ”Vinterbørn” (1976) slog hun igennem og fik året efter boghandlerprisen ”De gyldne laurbær”. Hendes illustrationer til ”Vinterbørn” og ”Ind i verden”, som udkom i 1977, er centralt placeret på udstillingen, fordi de er banebrydende, og fordi det var første gang, at en billedkunstner beskæftigede sig så realistisk med fødsler.  

I 1972 blev Dea medlem af DKP og hun blev hurtigt aktiv i partiets kulturudvalg. Det var derfor naturligt, at hun i 1976 udarbejdede bagtæppet til DKP’s 25. kongres, som også blev brugt på forsiden af ”Kommunisternes program”. Senere blev det trykt som garantfondbillede, og originalen er nu for første gang udstillet.

Udstillingen omfatter 90 arbejder, som udover de tidligere nævnte også dækker den politiske kunst, hvor især solidariteten med de undertrykte folk dominerer, og hvis højdepunkt er hendes illustrationer til Pablo Nerudas bog ”Den store sang” fra 1974.

“Skal Dea Trier Mørch nu også kanoniseres i samme grad som Picasso?” spurgte Poul Erik Tøjner ved åbningen af udstillingen og fortsatte ”Louisiana er ikke kun et museum for de kunstnere, der kan måle sig med Picasso. Vi er et hus, der interesserer sig for kunst, der betyder noget for en masse mennesker. Uanset hvad man mener om Dea Trier Mørchs politiske holdninger, har hun skabt et ikonisk billedsprog, der fik vid udbredelse og betydning i en tid, der for mange af os var vores barndom og ungdom.”

Louisiana: Dea Trier Mørch – Ind i verden. Slutter 28. april.

Back To Top