skip to Main Content

Ghetto-politikken er det rene vanvid

Ny-renoverede boliger rives ned. Familier tvangsforflyttes. Manglen på boliger stiger. Folk på ventelister bedrages.

Af Allan Nielsen

Aldrig før har en dansk regering fremlagt en så tåbelig og næsten altødelæggende plan til løsning af det, de betegner somparallelsamfundog ghettoer.

Planen går ud på at nedbringe antallet af almene familieboligeri de hårdeste såkaldte ghettoområdertil under 40 procent inden år 2030. Målet skal opnås ved eksempelvis at nedrive eller sælge boligerne eller byfortætning med privat nybyggeri. En mere mild mulighed er, at familieboligerkan ommærkes til ungdoms- og ældreboliger, men det er jo ikke ligefrem en ændring, der vil øge et boligområdes beboeres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Beboerdemokratiet ud af kraft

Våbenet, der skal bruges til at realisere ”massevoldtægten”, er ændringer i lovgivningen, så det bliver lettere at sætte folk ud af deres lejebolig og indføre forbud mod, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse må flytte til det, der betegnes som de hårdest ramte ghettoområder. Det anslås i boligkredse, at udsættelserne alene vil ramme tusinder af familier.

Er de almene boligorganisationer afvisende, skal kommunerne have adgang til at ekspropriere de modvillige. Byrådene skal have direkte adgang til at sætte boligafdelinger og beboerdemokratiet ud kraft, hvis de ikke ”retter ind”. I dag skal det gå over ministerens bord.

Harme og listesko

I de enkelte almene boligorganisationer er der stor harme over udsigterne til det massive overgreb mod lejerne og beboerdemokratiet. Naturligvis mest i de truede boligafdelinger, mens Boligselskabernes Landsorganisation (BL) optræder varsomt på de bonede gulve over for regering og folketing i håbet om, at de med fakta og saglige argumenter kan påvirke lovgivningen, som forventes at træde i kraft den 1. december.

Derudover ser BL helst ikke, at der opstår et dårligt forhandlingsklima, når der i efteråret 2019 skal forhandles en ny boligaftale med Christiansborg, hvor BL ønsker en bred politisk aftale, der kan skabe arbejdsro for den almene sektor i en flerårig periode og som også giver en bygge- og renoveringsramme, der svarer til behovet.

Udsigterne ikke for gode

Udsigterne til, at saglighed og fakta skulle kunne trænge gennem Christiansborgs tykke mure, er dog ikke for gode, da den almene sektors venner i S og SF sammen med DF allerede i foråret besluttede at bidrage til regeringens felttog mod lejerne i de ghetto-stemplede områder.

De dårlige udsigter dokumenteres af beslutningerne i det socialdemokratisk ledede byråd i Aarhus. Her har politikerne – henover hovedet på beboerdemokratiet – besluttet, at der skal nedrives 3.000 almene boliger, selvom den almene sektor har ydet en kæmpe boligsocial indsats med succes. Det skal her noteres, at feltherren bag angrebet på den almene sektor er borgmester Jacob Bundsgaard (S), der åbenbart skal vise sig som en handlekraftig politiker, efter han har overtaget posten som formand for Kommunernes Landsforening. I de almene kredse anslås det, at Aarhus-projektet samlet set vil give et betydeligt fald i antallet af almene boliger og dermed store problemer med både genhusning og øgede ventelister til boliger.

Penge ud i det blå

I det socialdemokratisk ledede Odense byråd er der total enighed om at nedrive 1.000 boliger, men dog med den forskel, at byrådet har intentioner om at yde mange millioner kr. til samlet indsats for nye boliger og boligsocialt arbejde.

Og den socialdemokratiske Horsens-borgmester Peter Sørensen har varmt talt for at nedrive ny-renoverede almene boliger i et udsat område, så millioner af lejernes penge alene af denne grund vil forvinde ud i det blå.

Et nyt Gentofte

I den socialdemokratiske Brøndby Kommune er der ingen almene på ”ghettolisten”. I stedet er der 5 højhuse, der skal nedrives grundet giften PCB. Det giver 300 færre boliger, mens tusinder står på selskabernes ventelister til almene boliger. Men i Brøndby er der heller ikke hjælp at hente. En plan om 1.500 nye boliger skal kun udbydes til private investorer, så der etableres en anden type ghetto a la Gentofte, hvis man skal tro borgmester Kent Max Magelunds udtalelser til Folkebladet:

”Vi håber, det bliver så eksklusivt, at det ikke er hvem som helst, der kommer ind.”

Eksemplerne viser med al tydelighed, at efterkommerne til fædrene til verdens p.t. bedste almennyttige model er villige til at gøre ”barnet” handicappet.

Milliardregning

Rives der ned i det omfang, som der er lagt op til, vil regningen for nedrivning, flyttehjælp, ekspropriering og de spildte renoveringer løbe op i milliarder af kr. Mens milliarderne således vil rulle, vil de boligsociale problemer vokse tilsvarende.

Skal de tvangsforflyttede genhuses, er der kun plads i de eksisterende almene boliger og i eventuelt nye almene boliger. Men de nye almene boliger er relativt dyre og næppe til at betale for mange lavtlønnede, enlige, pensionister og personer på bistand, hvoraf en stor del i øvrigt er etnisk danskere.

De private nasser

Kendsgerningen er ganske rigtigt, at den almene sektor har mange lejere af ikke-vestlig baggrund.

Det gælder 25% af den knap en million beboere, der bor alment, mens resten af boligmarkedet kun rummer 5%. Vil man spredning af beboernes sammensætning, må man også kigge på den private sektors manglende samfundsansvar. De private ejere nasser i realiteten på de almene lejere.

Man kan ikke bulldoze sociale problemer væk. De vil i så fald bare blive flyttet til andre almene afdelinger, der dermed i uheldigste fald vil udvikle sig til nye ”hårde ghettoer”.

Udover at der gennemføres en helt uhørt særlovgivning for de berørte boligområder – det gælder strafferammen, børnepasning og socialt udsattes mulighed for frit at vælge bolig – bedrages tusindvis af boligsøgende af staten. Det gælder stort set alle dem, der har betalt op til mange hundrede kr. om året for at stå på en venteliste til en almen bolig, men som står bagerst i køen. Og køen vil uvilkårligt blive længere, hvis der nedrives eller sælges ud i større stil.

Social investering gavner samfundet

Den økonomiske model, Skandia modellen, har dokumenteret, at de ca. 5.000 børn fra hver fødselsårgang, som ender med et liv i udkanten af arbejdsmarkedet, årligt koster det danske samfund ca. 45 mia. kr. Det skyldes bl.a. mistet skat, udgifter til bistand, kriminalitetsbekæmpelse, anbringelser og sundheds-udgifter.

Nøglen til at begrænse andelen af en fødselsårgang, som ender på offentlig forsørgelse, er uddannelse.

Netop her er der en imponerende udvikling i gang i de mest udsatte boligområder. Ser man på de ca. 2.500 unge 24–26-årige, der bor i de 16 såkaldte ‘hårde ghettoområder’ (hvoraf 60 pct. har en ikke-vestlig baggrund), er der på bare otte år sket en stigning i andelen, der har gennemført en ungdomsuddannelse, fra 40 til 60 pct.

Den samfundsøkonomiske gevinst af denne fremgang er ca. 4 mia. kr. svarende til 1,3 mia. kr. per årgang. Det er flere af den slags resultater, der er brug for.

Fakta

De almene lejere har i flere år årligt finansieret for 250 mio. kr., omfattende boligsociale indsatser i de mest socialt udsatte boligområder. Det sker via Landsbyggefonden, men nu har regeringen dikteret, at beløbet skal skæres ned til 100 mio.

Det mest vanvittige i lovpakken er forslaget om at reducere andelen af almene familieboliger til maksimalt 40 pct. i områder, som fire år i træk har været på ghettolisten. Det betyder i sin yderste konsekvens, at man vil rive tusindvis af gode og billige boliger ned.

Back To Top