skip to Main Content

Glemmer I, så husker vi

Mens feberen stiger, falder samfundet langsomt fra hinanden. Samfundets immunforsvar er i bund.

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

Vi ved, at et godt immunforsvar er det bedste værn lige nu. Det er ikke noget nyt. Det er en beredskabsplan heller ikke. ”Mette, du klarer denne krise så flot”. Der roses for denne svære situation. Kernen er at skåne sundhedsvæsenet, så det ikke overbelastes som i Italien – og uh, der vil vi jo ikke ende. Resten af indholdet kender vi time for time fra nyhederne, som er blevet til Corona-nyheder. 

Tegning: Bjørn Gemzøe

Hvordan kan en stat ikke have en beredskabsplan? Hvordan kommer det bag på politikerne, hvad konsekvenserne er for vores samfund? Fordi de slagtede forebyggelsen, et samfunds immunforsvar. Gennem årtiers nedskæringer på alt fra SU til dagpengeretten, over uddannelse, forskning og åbningen af det indre marked. Alligevel er det kommet bag på politikerne hvilke konsekvenser, især økonomiske konsekvenser, for fælleskassen og befolkningen, der påføres. Hvordan kunne det ske?

Salg af tryghed

Det har kostet staten mindst 959 mio. kr. at skille sig af med sin vaccineproduktion, som selskabet AJ Vaccines overtog for blot 15 mio. kr. Det viser en gennemgang af salget, som Ingeniøren har udført sammen med HK Stat Bladet. Ups, vi har ikke vores eget statslige seruminstitut mere. 

Ole Jensen, vicedirektør i SSI Vacciner, udtalte: ”Vacciner er i dag en forretning og produktion, der har brug for kapital og investering, som staten ikke nødvendigvis er særligt egnet til”. 

Og det fik lov til at stå helt for sig selv – uimodsagt! Selvom Rigsrevisionen pegede på manglende oplysninger i beslutningsgrundlaget om, hvordan forsyningssikkerheden inden for bla. børne-vacciner så skulle være. 

 Derudover skal man i lyset af budgetloven huske, at universiteterne, forskningen er blevet nedskåret og/eller privatiseret hvert eneste år, siden den blev indført, og uddannelsespladserne i sundhedssektoren ikke fik nye bevillinger eller blev øget trods skrigende mangel.

Mettes første handling burde have været at hasteindkalde alle partierne for at stoppe budgetloven. Vi er ikke tvunget til at have den. Den del af EU er vi ikke med i. Helle Thorning indførte den helt frivilligt. Og nu står vi med konsekvensen. Et sundhedsvæsen i knæ. Unge på SU har mistet deres side indtægt, hvilket viser at SU er for lav til at opretholde et sted at bo. Skandaløst. Hæv SU til et anstændigt beløb. Og byg billige kollegieværelser, så de ikke udsættes for de uhyrlige spekulanter.

Hvem er udsat 

Corona rammer både rige og fattige, siges der. Det er endnu en løgn, som burde have været forudset. 

Statistikken siger: ”Blandt personer med grundskole som højeste uddannelses-niveau er der 27,8 procent, der har dårligt fysisk helbred, mens det kun er 4 procent blandt personer med en lang videregående uddannelse. Dette kan læses på Danske Patienter.dk, der også henviser til undersøgelserne. Altså, vi var advaret. Samtidig ser vi at væresteder lukker for de hjemløse. Hvordan skal de holde sig hjemme? 

Nu viser Corona-samfundet sit sande jeg. Det kan ikke skjules mere. Årtiers onde sociale- og boligpolitiske tiltag viser nu deres sande konsekvens.

Hvad skal vi leve af

I 2018 beregnede Det Økonomiske Råd, at dagpengesatsen i 1980 udgjorde 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien, mens satsen i 2025 vil udgøre 44 procent. Udhulingen sker, fordi dagpengesatsen ikke bliver reguleret på samme måde som lønnen.

Men regeringen havde andre prioriteter, sagde beskæftigelsesministeren. Ifølge 3F vil det koste omkring 1,3 milliarder kroner at stoppe den udhuling. 3F’s Per Christensen efterlyste også en afskaffelse af dagpengemodtageres tvungne opsparing til pension, som den tidligere regering indførte, og som er trådt i kraft i år. Vores feriepenge blev indefrosset. 

Det syge marked

Vores pensionspenge spilles lige nu op på Børsen, og vi skal selvfølgelig vente tab? Det er beklageligt, men sådan er markedet og dets betingelser, siger medierne. Tiden er inde til at spørge: hvorfor skal vores pensionsopsparing ikke bare spares op, men spilles op på kapitalens betingelser? Hvorfor sagde vi ja til det i tidernes morgen?? Der er intet, der siger, at normale mennesker ikke selv kan finde ud af at spare op af egen løn, hvis den altså er høj nok. Samtidig tjener spekulanter milliarder på denne krise. Vindere og tabere.

Hvor skal pengene komme fra

Skattely-pengene fosser stadig ud af vores kasser. Noget må gøres, tænkte en naiv Niels Fuglsang MP og ytrede: ”…Det er på tide, at EU bruger vores økonomiske magt til at knække de umoralske skattely”. Mens vi venter på, at EU ku’ drømme om at gøre bare noget, der ligner, kunne jeg da lige citere hans partifælle Helle Thorning, som måtte trække sig i en lignende skatteskandale. ”Det er ellers fremragende selskaber” – selskaber, som hun var stolt af at være en del af, som henholdsvis medejer og bestyrelsesmedlem. Ja, verden er forunderlig. Skattekroner, som ku’ have hjulpet os alle sammen i disse tider. Jeg nævner det bare.

Vi var advaret

En joke på Facebook hed: Nu har virusset også ramt Facebook. Ja, det er svært at trænge igennem med andre budskaber, også i tv. Men prøv ikke at blive for sentimental. Virusset bruges politisk og har de frygteligste konsekvenser. Hvor var ”EU fællesskabet”, da det gjaldt? 

I sådanne tider skal vi stå sammen. Det må ikke ske igen. Mennesket før profit. Lad os mødes på den anden side af alt det her og så fortsætte klassekampen på alle fronter fra OK til budgetlov. Klassekampen er ikke aflyst, den er kun udsat. Nu har vi chancen for at vise, at kapitalen har fejlet som system. Intet ændres, hvis ikke vi kræver det. Hold ud og hold fast, kammerater.

Back To Top