skip to Main Content

God, bedre, bedst

Af Margit Andersen

Med ”Faith” afslutter Mich Vraa sin trilogi om De Vestindiske Øer i de år, hvor de var i dansk besiddelse. Første bind var god, andet bind var bedre, og sidste bind er allerbedst. Som de tidligere består også dette af en ukronologisk blanding af opdigtede og virkelige breve, dagbogsuddrag, bekendtgørelser osv. Hermed spinder han en farverig tråd, hvis ender når sammen til sidst, så den danner en cirkel, der indeholder fortællingen om 250 års forbrydelser mod menneskeheden og afsluttes med danskernes sidste og største menneskehandel. 25 mil. dollars for hele herligheden.

Når danskerne i 1917 besluttede at sælge øerne, var det, fordi de ikke mere var en god forretning. USA var kun interesseret i at købe dem af strategiske grunde, idet de var bekymrede for, at Tyskland skulle snuppe dem eller få lov til at benytte dem af de neutrale danskere, og en måned efter købet gik USA ind i krigen. I dag er øerne stadig USA’s baggård, de er den fattigste del af unionens områder, og indbyggerne har, selv om de er statsborgere, ikke stemmeret ved præsidentvalget.

Men det hele begyndte i 1666, hvor de første danskere anduvede Skt. Thomas. En fanatisk præst, en uduelig guvernør og et hold straffefanger og prostituerede. Det gik ikke så godt, men nye præster og uduelige guvernører fulgte efter. De indfødte indianere ville hellere dø end arbejde, men så kom der nogle hollændere med negerslaver. De kunne få noget fra hånden, når de havde pisken over nakken, så her var løsningen på at skaffe arbejdskraft, så der kunne samles rigdomme til planterne og riget derhjemme.

I 1848 måtte guvernøren frigive slaverne for at undgå et blodbad, men deres forhold forblev slaveagtige, og i 1878 udløste det et oprør, der gav de sorte lidt mere frihed og ikke meget andet. Oprøret efterfulgtes af et skinretsopgør, hvor kun de sorte blev straffet, mens de hvides selvtægt blev ignoreret. Og så i 1917 sluttede kolonieventyret.

Nogle af personerne i dette bind er gamle kendinge, men nye kommer til. Titelpersonen f.eks., der er datter af mulatdrengen Carl, som Maria Eide (begge fra de tidligere bind) i sin tid tog sig af og har betragtet som sin søn. Carl er blevet fotograf, og det bringer lige en spændende fortælling ind om fotografiets fremkomst og impressionisterne i Paris med maleren Camille Pissarro, som var dansk statsborger, fordi han tilfældigvis var født på øerne, men i øvrigt af fransk-jødisk afstamning. Tidens raceanskuelse bliver vi også veldokumenteret præsenteret for. F.eks. skrev svenskeren Linné i 1758, at negrene er træge, snu og skødesløse, mens de hvide er opfindsomme, intelligente og udforskende. Denne beskrivelse hører til et af de mildere udsagn.

Missionen var en vigtig del af kolonisationen. Ikke så meget for at skaffe de sorte adgang til paradis, men for at kue dem. Det var Herrnhutterne rigtig gode til, for de fandt ud af, at midlet var at male helvede op for dem, så de blev bange for døden i stedet for at betragte den som en udfrielse.

Trilogien er i sin helhed et historisk og, især i dette bind, indigneret værk om en lidet glorværdig del af vores fortid, men samtidig en kærlighedserklæring til de smukke øer og en spændende beretning om mennesker, virkelige eller opdigtede, der engang levede deres liv på stedet.

Mich Vraa: Faith
Lindhardt og Ringhof. 472 sider. 300 kroner.

Back To Top