skip to Main Content

Goebbels’ sekretær fortæller

Af Margit Andersen

Når et menneske har levet igennem næsten hele det 20. århundrede og oven i købet siddet lige i brændpunktet i 1945, nemlig i Hitlers bunker i Berlin, så må der være stof til en historie at hente der. Det er der så sandelig også, fremgår det af filmen Et Tysk Liv om Brunhilde Pomsel.

Næsten to timer varer den, og det meste af tiden er det Fräulein Pomsel, der i en alder af 103 år fortæller, dog afbrudt af korte klip fra ugerevyer og propagandafilm, der supplerer hendes beretning.

Filmen er sort-hvid, og den gamle dame sidder i en højrygget stol med en mørk baggrund. Der er ikke noget, der distraherer fra hendes person, ansigtet, der er som plisseret af dybe rynker, men som samtidig er besynderligt ungdommeligt. Øjnene er skarpe, brynene tegnet op, vipperne har fået en gang mascara, og hænderne er velmanicurerede. Med dem tørrer hun uafladeligt sine læber, som faktisk er ikke-eksisterende, så munden ligner en kamelmund. Der er noget modstridende ved både hendes udseende og indseende.

Brunhilde Pomsel er også helt klarhjernet og ved godt, hvorfor hun er interessant, at det ikke kun er fordi hun er så gammel, men hun begynder med begyndelsen, barndommen, hvor tyske børn blev opdraget på prøjsisk maner med kæft, trit og retning. Der blev grunden måske lagt, siger hun, til at det gik så let for nazisterne at ”forhekse” (hendes ord) befolkningen.

Så kom ungdomstiden, hvor hun blev ansat som sekretær i et jødisk advokatfirma, men efterhånden blev klienterne væk, og i 1933 foretrak advokaten at forlade Tyskland. Hun fik så et job med at renskrive en højreorienteret, nationalistisk militærveterans erindringer fra 1. Verdenskrig, hvorefter hun blev ansat hos Berlin Radio, dog på betingelse af, at hun meldte sig ind i NSDAP. Det gjorde hun glad og gerne, bortset fra at det kostede 10 Mark i indmeldelsesgebyr. Efter eget udsagn var hun overfladisk, totalt upolitisk og kun interesseret i sit eget bedste.

Derfra avancerede hun til at blive sekretær for Goebbels, der var en venlig og nobel herre, som hun ikke har noget at udsætte på. Kommet så langt ved Fräuleinen jo godt, at det nu begynder at blive prekært. Men hun var jo bare en upolitisk, uvidende sekretær, som passede sit arbejde og var glad for de gode penge hun tjente.

Hvad der foregik i kz-lejrene, havde hun ingen anelse om. Hun troede på historierne om, at de bare var almindelige fængsler og genopdragelseslejre. Men her er det, at den kammer over. Hvorfor gør hun så meget ud af at fortælle om sit venskab med en jødisk pige, og hvordan kan en øjensynligt begavet kvinde, der sidder i magtens centrum, være så uvidende om virkeligheden?

Fr. Pomsel føler sig ikke ansvarlig for noget og har intet at angre. Hun har ikke skadet nogen, og har blot gjort ligesom de fleste andre tyskere, rettet sig ind efter forholdene og derfor overlevet i modsætning til de idioter, der satte livet på spil for at omdele en løbeseddel. Hun konkluderer, at der ikke findes retfærdighed i denne verden, og vil dermed, igen modstridende, retfærdiggøre sig selv. Hvis hun er skyldig, så var alle de andre, der ikke gjorde modstand, det også. Ganske rigtigt! Uanset alle gode grunde, så var de skyldige, og hun er skyldig. Hvis alle bare bøjer nakken, så er det, at det går galt, og det er denne uhyggeligt fascinerende film en aktuel påmindelse om.

Et Tysk Liv – Goebbels’ sekretær
Instruktører: Christian Kröner, Olaf Müller, Roland Schrotthofer og Florian Weigensamer.
Manuskript: Florian Weigensamer

Back To Top