Grøde i fagbevægelsen

LO’s lokale sektioner og store forbund kalder nu til kamp for velfærd mod skattelettelser og nedskæringer

– Vi er derhenne, hvor man ikke blindt skal dele gaver ud, hvis det samtidig er med til at underminere velfærdssamfundet, siger Per Olsen, formand for LO Storkøbenhavn. Han har sammen med en række af fagbevægelsens store forbund og LO sektioner i byerne taget initiativ til at styrke kampen mod uligheden.

Det sker som en reaktion på regeringens seneste udspil med skattelettelser for milliarder af kroner, som forbundene mener vil øge uligheden og bringe grundlæggende velfærd i fare. Vi har fået nok af nedskæringer og skattelettelser, og vi ønsker at øge velfærden og styrke fællesskabet i Danmark, lyder det fra LO i Hovedstaden.

Stort tillidsmandsmøde

Der er indkaldt til stormøde for tillidsfolk den 4. oktober i Odense, hvor der er plads til 3000 deltagere.

Det er så nu op til fag-foreningerne at mobilisere sine tillidsrepræsentanter. Mødet er timet til dagen efter statsministerens åbningstale i Folketinget. På forhånd er der fra regeringens side fremlagt en række forslag, herunder forslag til finansloven for de kommende år.

Per Olsen sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at give skattelettelser netop nu. Han taler om behovet for at diskutere, om der er ting i velfærdssamfundet der halter, og som der med fordel kunne investeres i, fremfor at bruge pengene på skattelettelser.

– Hvis ikke vi i fagbevægelsen træder op mod en pilskæv udvikling, hvem gør det så, spørger Per Olsen.

Stormasket sikkerhedsnet

– Vi går rundt og bilder hinanden ind, at vi har verdens bedste velfærdssystem, men maskerne er måske blevet lidt større, end vi tænker over i dagligdagen. Vi har set folk, der af deres læge bliver anbefalet førtids-pension, men kommer på trivielle forløb i fire-fem år. For mange af vore medlemmer oplever, at det system, der skulle samle dem op, ikke er så godt, som det burde være, siger Per Olsen.

-bec